En stor fjende vokser frem indefra.

Meldingen fra statsminister Mette Frederiksen (S) under onsdagens Ceuta-debat i Folketinget var kontant.

Her advarede hun om, at Europa står over for en trussel indefra:

»Problemet er jo, at en stor fjende er begyndt at vokse op indefra. Det er udlændinge, der er kommet til Europa. Det er Hamas-tilhængere, det er folk, der begår terror mod europæiske samfund, det er folk, der ikke anerkender vores grundlæggende europæiske værdier,« sagde hun fra Folketingets talerstol.

Men Mette Frederiksen er ikke den eneste, der har advaret om en trussel mod Europa indefra, påpeger B.T.s politiske kommentator Joachim B. Olsen.

»Det bemærkelsesværdige er jo, at det er den samme kritik, som J. D. Vance er kommet med af Europa, som hun fremfører her,« siger Joachim B. Olsen.

Joachim B. Olsen sætter spørgsmålstegn ved, hvorfor Mette Frederiksen (S) ikke vil bryde med menneskerettighedskonventionerne.  Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

På sikkerhedskonferencen i München i 2025 vakte den amerikanske vicepræsident stor opsigt med denne udtalelse: 

»Den trussel, jeg bekymrer mig mest om, når det gælder Europa, er ikke Rusland, det er ikke Kina, og det er heller ikke nogen anden aktør udefra. Det, jeg bekymrer mig om, er truslen indefra,« sagde J.D. Vance.

Udtalelsen mødte stor kritik fra flere europæiske ledere. Joachim B. Olsen hæfter sig derfor ved, at Mette Frederiksen nu selv taler om en fjende, der vokser frem indefra.

»Jeg tror ikke, at det er spin. Jeg tror, hun mener det. Hun har også sagt, at hun under sin tid som justitsminister blev bekendt med trusler, som ændrede hendes syn på det trusselsbillede, der har været over for Europa,« siger Joachim B. Olsen.

Derfor har han svært ved at forstå, hvorfor statsministeren ikke går længere i sin udlændingepolitik og eksempelvis er villig til at bryde med internationale konventioner.

»Jeg synes, det er svært at forstå, at man på samme tid kan mene, at man har lukket en fjende ind i Europa, og at man ikke vil bryde de konventioner, der gør, at man lukker dem ind,« siger Joachim B. Olsen.

Men Mette Frederiksen har jo blandt andet stået i spidsen for et europæisk initiativ, der skal ændre fortolkningen af menneskerettighedskonventionen, så det bliver lettere at udvise kriminelle udlændinge. Så hun gør vel noget?

»Det anerkender jeg også fuldstændig. Men hvis truslen er så stor, og problemet er så stort, så synes jeg, det er svært at forstå, at hun ikke vil bryde med konventionerne,« siger han.

I maj 2025 tog Mette Frederiksen sammen med Italiens premierminister, Giorgia Meloni, initiativ til at presse på for en ny fortolkning af internationale konventioner, så det blandt andet bliver lettere at udvise kriminelle udlændinge. Siden tilsluttede 27 lande sig initiativet.

Frederiksen og Meloni har også åbnet op for at suspendere Schengen-samarbejdet med Spanien efter migrantkrisen i Ceuta, som fik den blå opposition til at indkalde Folketinget til hastedebat onsdag.