Mette Bock skifter job: Smider kjolen
Præstekjolen skiftes ud med skolebænken.

Præstekjolen skiftes ud med skolebænken.

Den tidligere kultur- og kirkeminister Mette Bock er færdig med den kirkelige tjeneste for en stund.
Det siger hun i P1-programmet Svingdøren.
Fra 2011-2019 var hun valgt i Folketinget for Liberal Alliance, og i VLAK-regeringen var hun sågar minister, inden hun i 2022 kastede sig over gerningen som præst for sognene Østbirk-Yding og Hansted-Lundum i Horsens Kommune.
Men det er altså slut nu.
»Jeg har smidt kjolen,« siger Mette Bock i programmet.
Den tidligere minister har dog ikke helt lagt den kirkelige tjeneste på hylden. Hun afslører, at hun allerede i august var tilbage på skolebænken, nærmere bestemt teologistudiet, hvor hun skal skrive en ph.d. om biskoppernes rolle i samfundet i dag.
Mette Bock har et pænt CV bag sig, der foruden folketingsmedlem, præst og minister også tæller programdirektør i DR.