LA-spidskandidaten mener, at verdenssituationen gør det endnu mere væsentligt med liberale stemmer i EU.

De prøvede i 2009 og igen i 2014. Begge gange uden held. Men tredje gang skal være lykkens gang for Liberal Alliance, når valget til Europa-Parlamentet afholdes 26. maj.

Regeringspartiet udpegede sidste år kultur- og kirkeminister Mette Bock som spidskandidat.

Hun ser fine muligheder for at blive valgt ind i Europa-Parlamentet, hvor Danmark på grund af Storbritanniens snarlige exit fra EU får 14 pladser i stedet for 13.

- Jeg tror faktisk, de er ret gode.

- For det første får Danmark et ekstra mandat, for det andet er der nogle af de store stemmeslugere fra sidste gang, der ikke genopstiller.

- Og for det tredje tror jeg, at det er blevet synligt for rigtig mange danskere, at det med, at det liberale bliver styrket i Europa, er en væsentlig ting, siger Mette Bock.

Blandt andre Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, Venstres Ulla Tørnæs og De Konservatives Bendt Bendtsen, som tilsammen fik 753.420 stemmer ved valget til Europa-Parlamentet i 2014, genopstiller ikke.

Mette Bock mener, at der er brug for liberale kræfter, der vil arbejde for fred, frihed og frihandel i EU.

Det skyldes også den politiske situation i verden, blandt andet med USA's præsident, Donald Trump, og Ungarns premierminister, Viktor Orbán, i centrum.

- Det er lidt klemt med det i Europa i øjeblikket, fordi vi bliver skubbet tilbage af en Trump, der vender ryggen til frihandel, et brexit og en Orbán, som knægter fundamentale liberale frihedsværdier som migration, siger hun.

Da Mette Bock i september sidste år blev valgt som Liberal Alliances spidskandidat til Europa-Parlamentsvalget, meddelte hun, at hun ikke ville stille op alligevel, hvis hun forinden var blevet tilbudt en ministerpost i en genvalgt blå regering.

Spørgsmål: Hvordan ser det ud med det?

- Jeg stiller op for at blive valgt til Europa-Parlamentet. Da jeg stillede op i september, havde mange af os nok en forventning om, at der ville blive valg (til Folketinget, red.) i det tidlige forår.

- Det blev ikke tilfældet, og derfor skal der ikke være nogen tvivl om, at hvis jeg bliver valgt til Europa-Parlamentet, så drager jeg mod Bruxelles.

Spørgsmål: Hvis du ikke bliver valgt, er der så en dør åben for, at du fortsætter i dansk politik?

- Hvis jeg ikke bliver valgt, er der et nyt kapitel i mit liv. Jeg stiller ikke op til Folketinget, netop for ikke at skabe forvirring om de her ting.

- Og hvad der så skal ske, kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. Men jeg holder jo ikke op med at engagere mig i politik.

Spørgsmål: Man kan godt være minister uden at være medlem af Folketinget, det er din partifælle Thyra Frank for eksempel. Ville det være en mulighed for dig?

- Intet kan udelukkes, man kan godt være minister uden at være medlem af Folketinget.

- Lige nu koncentrerer jeg mig om mine ministerposter, så kommer Europa-Parlamentsvalget, og hvis jeg bliver valgt ind dér, er det Europa, det gælder.

- Og hvad der så viser sig af andre politiske muligheder senere, det må jeg tage stilling til til den tid, siger Mette Bock.

/ritzau/