DF-formanden vil i sit forsvar bruge blandt andet vidner, lydfiler og billeder, siger han foran retten.

Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, og hans forsvarer vil i undervejs i den retssag, som netop er gået i gang, præsentere omkring ti vidner.

Det siger Morten Messerschmidt foran Retten på Frederiksberg torsdag morgen inden første retsmøde i sagen, hvor DF-formanden er tiltalt for svindel med EU-midler og dokumentfalsk.

- Jeg tror, at vi har indkaldt ti stykker. Det vil fremgå fra dag til dag, siger Morten Messerschmidt.

Han blev i august sidste år idømt seks måneders betinget fængsel i den såkaldte Meld- og Feld-sag. Men sagen skal nu gå om, fordi Morten Messerschmidt klagede over en af sagens dommere.

Messerschmidt mente, at dommeren var inhabil, fordi han var kommet med kritiske tilkendegivelser på Facebook om Dansk Folkeparti og Messerschmidt.

Landsretten gav Messerschmidt medhold.

Morten Messerschmidt siger torsdag morgen, at han er overbevist om, at han bliver frikendt denne gang.

Ud over at præsentere en række vidner vil Messerschmidt i sit forsvar fremlægge skjulte lydfiler, som han selv mener, vil blive afgørende.

- Den store forskel bliver, at der er et helt andet forsvar. Jeg vil ikke vurdere, om det var forsvaret, der var noget galt med, eller om det var, fordi jeg fik en inhabil dommer, siger han.

- Men vi kommer til at køre en helt anden stil og kommer til at fremlægge en hel masse nye ting. Der bliver nævnt lydfiler, men der er også billeder, vidner og så videre.

/ritzau/