Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Med højst et år til næste folketingsvalg står Dansk Folkeparti til endnu en gang valgtæsk.

For en ny måling fra Voxmeter viser, hvis der var valg i dag, så ville Dansk Folkeparti få 4,3 procent af stemmerne.

Bortset fra februar 2022 har Voxmeter aldrig målt Dansk Folkeparti så lavt, siden de begyndte at foretage målingerne i 2002.

Politisk kommentator Lars Trier Mogensen er klar i spyttet.

»Det er en alarmerende dårlig måling for Messerschmidt. De fleste havde jo forventet, at folkeafstemningen ville blive en platform, hvor han som enmandshær ville komme tilbage,« siger Lars Trier Mogensen.

Messerschmidt har den seneste måned ført en ihærdig kampagne for nejsiden, og han er uden sammenligning den politiker, der lige nu sætter hårdest ind i kampen for et nej den 1. juni. Trods den hyppige optræden i medierne, er partiet ikke gået frem i meningsmålingerne.

»Den mest oplagte forklaring er, at Messerschmidts personlige troværdighed er tyndslidt, og når han træder længere frem på scenen, så minder det måske folk mere om de problemer, der har været gennem mange år,« siger Lars Trier Mogensen.

Også B.T.s politiske kommentator, Søs Marie Serup, ser det som en kæmpe udfordring, at Dansk Folkeparti er gået så langt tilbage i meningsmålingerne og altså nu rammer et rekordlavt niveau.

»Man må forvente efter al den ballade, der har været, at man går tilbage i målingerne. Men at det ser så skidt ud oven i, at man har fået den gave, at der er en folkeafstemning. Det er en virkelig skidt nyhed,« siger Søs Marie Serup.

Men hvis man ikke formår at komme stærkt ud af folkeafstemningen, så ser det sort ud for Dansk Folkeparti. Det mener både Lars Trier Mogensen og Søs Marie Serup.

Nedturen for Dansk Folkeparti startede tilbage i 2019, hvor DF fik et katastrofevalg. Partiet blev mere end halveret fra 21,1 procent til 8,7 procent. Bedre gik det ikke ved kommunalvalget i 2021, hvor partiet fik 4,1 procent af stemmerne.

Til efteråret skal Morten Messerschmidt igen sidde på anklagebænken i forbindelse med den mangeårige Meld og Feld-sag.

Messerschmidt blev i første omgang dømt i august, men dommeren Søren Holm Seerup blev erklæret inhabil, fordi han havde 'liket' en række Messerschmidt-kritiske opslag på Facebook.

Derfor skal sagen nu gå om til vinter.

B.T. ville gerne have snakket med Morten Messerschmidt. Han havde ikke tid, og derfor har B.T. i stedet for snakket med René Christensen fra Dansk Folkeparti.

Han medgiver, at al uroen omkring folketingsmedlemmer, der har forladt partiet, ikke har set kønt ud, men han mener, Dansk Folkeparti er ved at være på plads igen.

»Vi skal ud og få snakket noget politik. Vi har jo kigget vores partiprogram igennem og fået finpudset det. Vi skal ikke lave vores politik om. Det er ikke meningsmålingerne, der skal afgøre vores politik,« siger René Christensen.