Det var ikke uden verbale sværdslag, at Morten Messerschmidt kom igennem sin anden dag i Retten i Lyngby.

Både anklager og forsvar gik til stålet, da retsmødet torsdag især kredsede om en helt central kontrakt mellem det paneuropæiske parti Meld og Dansk Folkeparti om afholdelsen af partiets sommergruppemøde i 2015.

»Kan du ikke bare svare på, om det er din underskrift?« lød det skarpt fra anklager Andreas Laursen i starten af retsmødet.

Morten Messerschmidt tøvede gentagne gange med at anerkende, at hans signatur var på kontrakten.

»Det ligner umiskendelig min underskrift,« forsøgte han sig eksempelvis, inden han med irritation svarede ja.

Generelt fik Messerschmidts svar i vidneskranken en hård efterbehandling – også af dommeren.

Da Messerschmidt skulle forklare, hvorvidt der var indgået en konkret aftale mellem Meld og Dansk Folkeparti om program og indhold på den fælles konference, svarede DF-næstformanden igen med uld i mund.

»Det må de da vide,« brød dommeren ind.

Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, forlader retten med sin kæreste, Dot Wessman, efter straffesagen mod ham er blevet indledt i Retten i Lyngby, mandag 2. august 2021. Morten Messerschmidt er tiltalt for svig og dokumentfalsk i Meld- og Feld-sagen. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, forlader retten med sin kæreste, Dot Wessman, efter straffesagen mod ham er blevet indledt i Retten i Lyngby, mandag 2. august 2021. Morten Messerschmidt er tiltalt for svig og dokumentfalsk i Meld- og Feld-sagen. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

Om der var en aftale, kunne Messerschmidt ikke redegøre for. Generelt forklarede Messerschmidt sig med, at tekniske detaljer og administration som oftest går igennem hans sekretariat. Her tænkes der især på hans personlige assistent i Europa-Parlamentet, Søren Peter Jensen, der også er tiltalt i sagen.

Det var nemlig ham, der fik en underskrift på kontrakten med Color Hotel i Skagen fra Dansk Folkepartis personale- og sekretariatschef, Jeanie Nørhave.

Hun underskrev kontrakten, der lyder på små 100.000 kroner. Samme beløb, Messerschmidt er anklaget for at svindle med.

Men hun underskrev på vegne af hotellet, hvor Messerschmidt underskrev på vegne af Dansk Folkeparti og Meld.

Jeanie Nørhave var derfor et helt centralt vidne ved dagens retsmøde. Hun kendte heller ikke til hverken indhold eller formålet med kontrakten, forklarede hun tydeligt berørt i vidneskranken.

»Det var forfærdeligt. Jeg har været på arbejdsmarkedet i 45 år. Også i politiet. Og der har aldrig været så meget som en anmærkning fra revisionen,« lød det fra hende i retten.

»Og så lige pludselig opdager jeg, at jeg er blevet foranlediget til at skrive under på noget, jeg ikke skulle have skrevet under på. Hele min verden brød sammen.«

I Jeanie Nørhaves udlægning følte hun sig presset af Morten Messerschmidts personlige assistent, Søren Peter Jensen, til at skrive under.

Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, forlader retten med sin kæreste, Dot Wessman, efter straffesagen mod ham er blevet indledt i Retten i Lyngby, mandag 2. august 2021. Morten Messerschmidt er tiltalt for svig og dokumentfalsk i Meld- og Feld-sagen. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, forlader retten med sin kæreste, Dot Wessman, efter straffesagen mod ham er blevet indledt i Retten i Lyngby, mandag 2. august 2021. Morten Messerschmidt er tiltalt for svig og dokumentfalsk i Meld- og Feld-sagen. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

Søren Peter Jensen kalder selv hændelsen for en klar fejl. Messerschmidt afviser at have kendt til fejlen, og han erkendte i retten, at kontrakten var fejlfyldt.

Selvom kontrakten fyldte meget på anden retsdag i sagen, forsøgte anklageren også at så tvivl om, hvorvidt der overhovedet blev diskuteret EU-relaterede emner på sommergruppemødet.

Derfor var det i virkeligheden ikke en Meld-konference, men derimod et helt almindeligt sommergruppemøde. Bare finansieret ulovligt af EU-midler.

Morten Messerschmidt holder dog fast i, at EU-debatterne og -temaer skete i regi af Meld.

Retssagen mod Morten Messerschmidt kører i løbet af august, og næste retsmøde er allerede i morgen. Retssagen afsluttes 13. august.