Den skandaleramte stemmesluger Morten Messerschmidt vil ikke svigte Dansk Folkeparti og skifte parti. Selv om han har fået flere lokkende invitationer fra det nye højreparti Nye Borgelige, der ledes af Pernille Vermund.

Det siger Morten Messerschmidt i et interview med BT på Dansk Folkepartis årsmøde i Herning.

»Det er mange fra Nye Borgerlige, der har henvendt sig til mig og spurgt, om jeg ikke ville passe bedre ind der. Men det vil jeg så gerne nu sige definitivt nej tak til,« siger Morten Messerschmidt.

2. april fik dengang sygemeldte Messerschmidt et såkaldt »frækt tilbud« fra Pernille Vermund i Ekstra Bladet. Han var velkommen hos Nye Borgerlige.

»Morten er meget dygtig. Vores parti passer til ham,« lød det fra partstifteren Pernille Vermund.

Men det synes Messerschmidt altså ikke. Europa-parlamentarikeren, der kørte i grøften med Meld og Feld-skandalen, mener ligefrem, at det nye strammerparti kan skade partiets hovedprojekt: Udlændingestramningerne.

»Det fantastiske ved Dansk Folkepartis og Kristian Thulesen Dahls projekt er, at uanset hvem, der er statsminister så kan der gennemføres udlændingestramninger. Nye Borgerlige kun kan lave værdipolitik, hvis der der et borgerligt flertal. fordi de på den fordelingspolitikken (den økonomiske politik, red.) kun appellerer til højrefløjen.Forudsætningen for, at de kan få gennemført noget, er, at der er et højreflertal også på fordelingspolitikken. De kan ikke blive enige med Socialdemokratiet som vi kan.«

Faktisk er du jo typen, der godt kan lide champagne og østers, så man kan godt få den følelse, at kontanthjælpen til de svageste ikke er dit primære fokus?

»Ved du hvad? Jeg vil hjertens gerne betale to pct mere i skat for til gengæld at få udlændingestramninger igennem uanset hvem, der sidder i statsministeriet. Det er langt vigtigere for mig at få islamiseringen af Danmark rullet tilbage. Kristin Thulesen Dahl har løftet udlændingepolitikken op til noget, der kan forene begge fløje, og det er noget, der vil blive husket i Danmarks-historien. Jeg synes Pernille Vermund er en sympatisk person, men jeg er bange for at hun igen vil isolere udlændingestramningerne på højrefløjen.«

Du kunne sikkert automatisk blive valgt for dem?

»Ja, men det interssserer mig slet ikke. Mange Nye Borgerlige er sympatiske og fornuftige folk, men jeg vil advare om projektet.«