Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, siger tirsdag i en video på X, at han vil anlægge sag mod politisk leder Martin Lidegaard (R).
Det sker efter udtalelser fra Martin Lidegaard, som er faldet Morten Messerschmidt for brystet.
- Det får konsekvenser at lyve om Dansk Folkeparti. Som når Martin Lidegaard forleden påstod, at vi vil oprette interneringslejre ud fra folks hudfarve.
- Det er løgn, og det ved Martin Lidegaard godt. Og jeg vil ikke længere finde mig i hverken pressens eller venstrefløjens løgne, siger Morten Messerschmidt i videoen.
Martin Lidegaard sagde mandag ifølge DR ved et debatmøde i Randers følgende om Dansk Folkeparti:
- Man vil gerne internere og deportere tusindvis af medborgere, bare fordi de har en anden tro eller har en anden hudfarve end de fleste af os, der er i rummet her.
Forhistorien er, at Morten Messerschmidt for nylig gav et interview i Weekendavisen. Her talte DF-formanden om at smide 50.000-100.000 mennesker med anden etnisk baggrund ud af Danmark, blandt andet hvis de ikke kan forsørge sig selv.
Man skal ifølge DF også kunne blive udvist, første gang man bliver straffet, for eksempel hvis man har stjålet en cykel.
Martin Lidegaard mener, at Morten Messerschmidt er gået alt for langt med sine tanker om remigration.
- Dansk Folkeparti vil gennemføre en såkaldt remigration, et begreb, der er født ud af de mest højreekstreme og yderliggående partier i Europa. Alternative für Deutschland. Orban. Le Pen. Wilders i Holland.
- Et ekstremt forslag. Så hvorfor er der så stille fra de fleste andre partier i Folketinget? Stilheden larmer, skrev Martin Lidegaard for nylig på Facebook.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra Lidegaard til Messerschmidts sagsanlæg.
Mandag sagde Lidegaard til DR efter debatmødet i Randers, at han "tager det med sindsro, hvis Morten Messerschmidt gerne vil mødes i retten".
Messerschmidt havde også givet Lidegaard 24 timer til at trække sin udtalelse tilbage, men det er altså ikke sket.
Morten Messerschmidt blev i 2002, da han var næstformand i Dansk Folkepartis Ungdom, dømt for racisme.
Retten i Hvidovre straffede dengang ham og tre andre DFU'ere med syv dages betinget fængsel for at have overtrådt straffelovens paragraf 266 b, også kendt som racismeparagraffen.
Syv måneder senere fordoblede Østre Landsret straffen til 14 dages betinget fængsel.
Det var ifølge retten en grov hån mod muslimer, da DFU dengang trykte plakater og annoncer, der advarede mod et multietnisk samfund.
/ritzau/
