»På det personlige plan kan jeg rigtig godt lide Lars Løkke. Han er enormt hyggelig og sjov at være sammen med.«

Ordene kommer – måske lidt overraskende – fra Dansk Folkepartis politiske leder Morten Messerschmidt onsdag, efter han har deltaget i B.T.-podcasten Borgerlig Tabloid.

Dog får piben hurtigt en helt anden lyd, som interviewet skrider frem:

»Jeg vil bare aldrig overlade ham nøglen til Danmark.«

I øjeblikket ligger Lars Løkke (M) lunt i meningsmålingerne og ridder på en popularitetsbølge fra grønlandskrisen.

Meget tyder på, at et folketingsvalg er på trapperne - og her er de to politikere stillet overfor hinanden som modstandere.

»Det er svært at komme i tanke om to politikere, der afskyr hinanden mere end de to,« har B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, tidligere udtalt.

De to partichefer har ligget i åben krig i et godt stykke tid, og Morten Messerschmidt har været afsender på et hav af angreb på Løkke.

Senest da Lars Løkke luftede sine tanker om en ny boligskat, der affødte en kontant reaktion fra Messerschmidt.

Den strid bliver nok ikke mindre, når folketingsvalget bliver udskrevet. Morten Messerschmidt og Lars Løkke Rasmussen stiller nemlig op i samme valgkreds – nemlig Sjællands Storkreds.

Og selvom valget muligvis nærmer sig, er det svært at gøre sig klog på, om Moderaterne søger mest mod rød eller blå blok, når det kommer til en potentiel dannelse af en ny midterregering.

Men på det punkt er DF-lederen særdeles klar i spyttet. 

For spørgsmålet er, hvor velkommen Løkke er i blå blok.

»Lars Løkke er vel nogenlunde lige så velkommen som en slagter i en veganerklub,« siger Morten Messerschmidt.

Ifølge Messerschmidt handler det mest af alt om Lars Løkkes tilgang til magt.

»Man ved aldrig, hvad Lars Løkke mener. Han kan jo gå i regering med fanden selv, bare han kan få lov til at blive minister.«

I kan jo komme til at stå i en situation, hvor I har brug for Løkke til at sikre et blåt flertal. Du har tidligere sagt, at du ikke kommer til at sidde i en regering med ham. Men kan du garantere, at det ikke kommer til at ske?

»Ja. Det kommer ikke til at ske med mine stemmer.«

B.T. har forelagt Morten Messerschmidts kritik for Lars Løkke, som svarer med et skriftligt svar:

»Jeg glæder mig da over, at Morten Messerschmidt på det personlige plan synes om mit selskab. Til gengæld er det nyt for mig, at fanden er opstillingsberettiget. Ham skal jeg ikke i regering med, men derudover er det vist ellers kun Morten Messerschmidt, som har vetoet Moderaternes regeringsduelighed.«

Du kan lytte til Borgerlig TabloidB.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

Borgerlig Tabloid

Man skal have råd til at køre bil – uanset om den kører på benzin, diesel eller strøm. I dagens afsnit af Borgerlig Tabloid taler vi med formand for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, om partiets forslag om at sænke priserne på fossile brændstoffer – og om det kommende folketingsvalg, som partiet angiveligt er helt klar til. Vært: Joachim B. Olsen, debatredaktør på B.T. Gæst: Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti Journalist: Emilie Maja Jeppesen  Producer: Teis Zacho og Emilie Maja Jeppesen Er du tvivl om, hvad du skal mene om aktuelle emner, så tilmeld dig nyhedsbrevet Borgerlig Tabloid fra Joachim B. Olsen - så får du borgerlig argumenter direkte i din indbakke:   https://www.bt.dk/debat/borgerlig-tabloid-faa-borgerlig-debat-direkte-i-din-indbakke Der kan være sponsoreret indhold og reklame i podcasten.