Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, reagerer nu på, at hans kritiker Martin Henriksen stopper i partiets hovedbestyrelse.

»Jeg er naturligvis ked af, at han forlader hovedbestyrelsen,« siger Morten Messerschmidt til B.T. og tilføjer:

»Jeg ønsker at samle partiet og har derfor rakt ud efter ham for at inddrage ham fremover. Det er ærgerligt, at han ikke tager imod den udstrakte hånd.«

Martin Henriksen var netop Morten Messerschmidts største modkandidat til at blive formand for Dansk Folkeparti.

Her er Dansk Folkepartis leder Morten Messerschmidt.
Her er Dansk Folkepartis leder Morten Messerschmidt. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

Og de var nok de to hovedaktører i en virkelig uskøn formandskamp, som Morten Messerschmidt endte med klart at vinde.

Men mandag har Martin Henriksen så meldt ud, at han ikke længere vil sidde i partiets hovedbestyrelse.

Årsagen er netop, at han er utilfreds med Morten Messerschmidt som formand.

»Jeg har siddet i hovedbestyrelsen under Pia Kjærsgaard, da hun var formand, og jeg har siddet der, mens Kristian Thulesen Dahl var formand. Men jeg kan ikke med troværdighed sidde i ledelsen sammen med den nye formand, da jeg grundlæggende ikke respekterer ham,« siger Martin Henriksen til Ekstra Bladet.

Morten Messershmidt, er det ikke nemmere for dig som partiformand, at din modstander melder sig ud af partiets hovedbestyrelse?

»Det forholder jeg mig slet ikke til,« siger partiformanden.

Kan du uddybe, hvordan du har rakt hånden ud til Martin Henriksen?

»Jeg har inviteret ham til møde, men han har ikke kunnet før 10. februar,« siger Morten Messerschmidt.

Men Martin Henriksen har altså inden mødet på torsdag med partiformanden meldt sig ud af hovedbestyrelsen.

B.T. har mandag talt med DF-politikerne Marie Krarup og Hans Kristian Skibby, der pegede på Martin Henriksen, mens Morten Messerschmidt fik hårde ord med på vejen.

De blev begge noget overraskede, da B.T. ringede og overbragte dem nyheden om, at Martin Henriksen har forladt hovedbestyrelsen.

»Jeg forstår godt, at man ikke vil sidde i hovedbestyrelsen, hvis man har det, som Martin Henriksen har det med formanden. Jeg er med på, at der er nogen, der ikke er særligt søde ved hinanden for tiden, og det står jo ham frit for at melde sig ud,« siger erhvervsordfører Hans Kristian Skibby.

Martin Henriksen fortsætter lige nu som medlem i Dansk Folkeparti, men han overvejer fortsat, om han skal melde sig ud af partiet.