Begge politiske fløje angriber nu regeringen, efter økonomiminister Stephanie Lose (V) torsdag har meldt ud, at der ikke kommer en nedsættelse af momsen på fødevarer inden næste valg.
Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, er dybt skuffet.

Som B.T. i en række artikler har afdækket, har Danmark nemlig den højeste moms på fødevarer i hele EU, og priserne for mange fødevarer er eksploderet de seneste to år.
»Regeringen har desværre svigtet stort i spørgsmålet om fødevarepriser. Det er tydeligt, at midterregeringen er en katastrofe, som hver eneste dag kan mærkes af danskerne i supermarkedet,« siger han.
Pelle Dragsted, der er politisk leder af Enhedslisten, er enig.
»Det er et kæmpe svigt af regeringen. Jeg har set mange stå i supermarkedet og ikke have råd til at købe aftensmaden,« siger han.
Folketinget skal torsdag formiddag debattere et forslag fra Enhedslisten om at sætte momsen ned på fødevarer, nulmoms på frugt og grønt samt skabe mere gennemsigtige priser på fødevarerne.
Og Jan E. Jørgensen, der er politisk ordfører for Venstre, slår fast, at det bliver et nej til forslaget.
»En halvering af moms på fødevarer og nulmoms på frugt og grønt lyder umiddelbart tillokkende, men erfaringerne fra Danmark og resten af verden peger desværre i samme retning,« siger Jan E. Jørgensen.
Han nævner, at »gevinsten sjældent tilfalder forbrugerne«, og ændringen af momsen på nogen varer vil skabe »usikkerhed« for flere virksomheder.
Morten Messerschmidt håber, at danskerne vil huske det her på valgdagen.
»Den gode nyhed er, at når man mindes om noget hver dag, så husker man det også på valgdagen,« siger han.
B.T dækker LIVE, hvad der sker i dansk politik. Læs mere HER.
