Danmark skal ikke tilslutte sig nye FN-erklæringer eller EU-traktater, hvis det står til Morten Messerschmidt.

Hvis de borgerlige partier kommer til at overtage magten efter næste valg, så skal de forpligte sig til at arbejde for, at Danmark skal løsrives fra den europæiske menneskerettighedskonvention, hvis de skal kunne regne med støtte fra Dansk Folkeparti.

Sådan siger partiets nye formand, Morten Messerschmidt, i et interview med Avisen Danmark.

- Det vil være et meget centralt krav for os i en regering. Det skal handle om, hvordan vi kan bevæge os i en retning mod at komme ud af konventionen, uden at vi dermed også taler os selv ud af forhandlingslokalet, siger han.

- Kravet vil være en accept af at igangsætte et arbejde - en kommission eksempelvis - der skal undersøge, hvordan vi udfordrer det demokratiske problem, der er i, at vi hele tiden bliver underkendt på især vores udlændingelovgivning.

Og hvis en potentiel borgerlig regering vil have DF med i et flertal, så skal den også forpligte sig til, at Danmark ikke kommer til at tilslutte sig nye FN-erklæringer eller EU-traktater, uden at befolkningen får muligheden for at nedstemme det, lyder det i interviewet.

- Det er en decideret showstopper for os, hvis de ikke vil give den garanti. Hvis det alligevel kommer til at ske, vil vi udløse et folketingsvalg, siger Morten Messerschmidt.

- Til gengæld stiller vi ikke ultimative krav om en folkeafstemning om EU, selv om vi vil have Danmark ud. Her vil vi finde en balance, hvor man kan have en slags våbenhvile. Gjorde vi det til et krav, vil det være den sikre garanti for, at vi sætter os uden for indflydelse, fordi det vil V eller K aldrig give os.

Avisen Danmark har spurgt Mette Abildgaard, der er politisk ordfører for de Konservative, om partiet kan acceptere Dansk Folkepartis krav til en fremtidig borgerlig regering.

- Vi kommer ikke på nuværende tidspunkt til at forholde os til de konkrete krav. Det drøfter vi i vores blå samarbejde, skriver ordføreren i en sms.

Det var søndag ikke muligt at få en kommentar fra Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde.

/ritzau/