DF-formand Morten Messerschmidt har gjort boksehandskerne klar, inden sin grundlovstale klokken 17:10 i dag.

Og det er tydeligt, at det er statsminister Mette Frederiksen (S), han vil rette en massiv kritik imod. 

»De næste fire år vil jeg rive tæppet væk under Mette Frederiksen. Så alle kan se, at hendes slappe udlændingepolitik ødelægger vores land,« skriver Messerschmidt fredag morgen på X.

»Målet er klart og tydeligt: Vi skal af med Mette Frederiksen og iværksætte massive hjemsendelser. Sådan får vi muslimsk nettoudvandring. Og det er det eneste, der kan redde Danmark. Glædelig grundlovsdag,« tilføjer han.

I forhandlingerne om en ny regering efter valget var det ellers meget Moderaternes formand og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, som Messerschmidt gik hårdt efter.

En kritik, der var med til, at Troels Lund Poulsen ikke kunne danne en regering, hvor Moderaterne også var del af ministerholdet. 

Men efter den nye firkløverregering bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og Radikale Venstre er dannet, vil Messerschmidt rette sin kritik så godt som 100 procent mod Mette Frederiksen. 

Det erfarer B.T. fra kilder internt i DF. 

Og med sit indlæg på X fredag morgen viser Messerschmidt jo, at det er netop Mette Frederiksen, skytset er rettet imod. 

Dagens første grundlovstale bliver holdt lokken 09:40 af indenrigs- og økonomiminister, SF-formand Pia Olsen Dyhr. 

B.T. LIVE-dækker grundlovstalerne hele dagen. Læs mere HER