Der er høj bølgegang for tiden for Dansk Folkepartis EU-parlamentariker Morten Messerschmidt, efter det er kommet frem, at han i 2013 sammen med partitoppen tog på sejlture rundt til danske havne på en træskonnert betalt af en EU-fond op til kommunalvalget.

EU-midler må nemlig ikke bruges i forbindelse med nationale valg eller til direkte eller indirekte finansiering af nationale partier og kandidater.

Selv har Morten Messerschmidt på det kraftigste afvist, at der skulle være de mindste problemer med sejlturene, som han mener lever op til reglerne for brug af EU-midler, hvilket han blandt andet forklarer fremgår af sejlbådens motto: 'Det sejler i EU - vi sejler for Danmark'.

I et interview med TV Sket og Set i august 2013, efter skonnerten lagde til land i Horsens, lød forklaringen dog lidt anderledes fra DF-profilen, der til at begynde med i interviewet forklarer, at hensigten med sommertogtet er at komme rundt i landet, se folk i øjnene og høre, hvilke tanker folk gør sig om det politiske landskab.

Da han direkte bliver spurgt, om det spiller ind, at der er kommunalvalg til efteråret, lyder svaret:

»Ja, selvfølgelig spiller de kommende valg ind. Både til kommunalvalget her i november og til Europaparlamentsvalget til næste år. Vi vil gerne ud særlig møntet på de to valg og høre, hvad folk tænker,« svarer Morten Messerschmidt og fortsætter:

»Og så selvfølgelig også sende vores budskaber med, hvad vi i Dansk Folkeparti lægger vægt på.«

Fredag er det også kommet frem, at EU-Parlamentet i et brev har bedt Morten Messerschmidt forklare sejlturene på kampagneskonnerten sammen med flere andre DF-folketingsmedlemmer, idet det kan have været imod EUs regler for kampagnestøtte.

Brevet afkræver en forklaring på Messerschmidts administration af EU-midler i fonden FELD, der er tilknyttet den EU-politiske alliance MELD, hvor han sidder som formand.

I brevet bliver han afkrævet forklaring i den konkrete sag om sejlture på træskonnerten i 2013, der var finansieret af midler fra FELD-fonden.

»Jeg ved, at der er brev på vej til Morten Messerschmidt, hvor der bliver spurgt til en forklaring i den konkrete sag, der nævnes i de danske medier, omkring en sejltur i 2013,« siger Majory van Den Broeke fra EU Parlamentets pressekontor.

Morten Messerschmidt har ifølge BNB selv forklaret, at sejlturene på den over 100 år gamle skonnert ’Halmø' var finansieret af midler fra EU-Parlamentet.

Han har også garanteret, at sejlturene lever op til reglerne for brug af EU-midler.

Nu har Morten Messerschmidt så to uger til at dokumentere, at der ikke også blev ført kampagne for det forestående kommunalvalg på båden, oplyser Majory van Den Broeke.

Sagen om Morten Messserschmidts administration af EU-midler startede tirsdag, da den nu daværende DF-parlamentariker Rikke Karlsson forlod Dansk Folkeparti, fordi hun angiveligt er blevet nægtet adgang til FELD-fondens regnskab af Morten Messerschmidt.