Dansk Folkepartis kronprins Morten Messerschmidt har mistet en nær ven og kollega

Han har gået en meget svær tid igennem, indrømmer han over for bt.dk.

- Det har været nogle hårde dage at komme igennem, for det er et stort tab, at jeg har mistet min gode ven og kollega Hjalte Rasmussen, fordi han spillede en stor rolle på Københavns Universitet, men også personligt, fordi han spillede en stor rolle for mig, siger Morten Messerschmidt.

Torsdag d. 9. august afgik juraprofessor ved Københavns Universitet Hjalte Rasmussen ved døden. Han blev 71 år gammel. Det fik Morten Messerschmidt til at skrive en hyldest til sin mentor på sin Facebook-profil.

- Det er med stor sorg, at jeg har modtaget meddelelsen om Professor Hjalte Rasmussens død i en alt for tidlig alder, skrev han.

Messerschmidt skal nu løfte arven fra sin lærermester, som han allerede mødte i starten af sin studietid på jurastudiet. DF'eren skal overtage hans hold i forfatningsret på Københavns Universitet.



Og det har taget en del bearbejdelse af komme sig over tabet.

- Vi mødtes i hvert fald en gang i kvartalet og drøftede mange vigtige spørgsmål. Han var rorgænger for hele den kritik af EU-domstolen, som jeg tilslutter mig, og det bliver da en tung arv at løfte, når jeg overtager hans hold.

Messerschmidt og hans kæreste, bakkesangerinden Dot Wessmann, har været til begravelse torsdag for at sige farvel til Hjalte Rasmussen, og DF'eren fik også tid til at kondolere over for den gode vens kone.

- Da jeg blev kandidat i jura var både Hjalte og hans hustru med, så jeg har også været ude at kondolere over for hans enke, siger han.