Messerschmidt i flyverskjul: Opsigtsvækkende Mar-a-Lago-besøg spøger i kulissen
Mens de øvrige borgerlige partiledere kalder det amerikanske valgresultat for et sundt nej til Donald Trump, er der larmende tavshed hos Dansk Folkeparti. B.T.s politiske analytiker peger på en særlig forklaring.
Morten Messerschmidt har været bemærkelsesværdigt tavs om udfaldet af midtvejsvalget i USA, Foto: Elise Dağdeviren/Berlingske
»Valgresultatet i USA er et nej til Trumps retning. Et nej jeg bakker fuldtonet op om.«
Meldingen fra partiformand Inger Støjberg (DD) ovenpå den store sejr for Demokraterne til midtvejsvalget i USA var ikke til at tage fejl af onsdag.
Resten af blå blok fulgte hurtigt trop. Men hos Dansk Folkeparti er der larmende tavshed.
Ifølge B.T.s politiske analytiker, Henrik Qvortrup, skyldes det et gammelt, åbent sår.
»For det første er det for så vidt meget klogt af danskere politikere ikke at hovere for meget over republikanernes nederlag,« siger B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup.
Han fortsætter:
Henrik Qvortrup er politisk analytiker på B.T. Her reagerer han på den tavshed, der har været fra DF i kølvandet på valget i USA. Foto: Jon Wiche
»Men den anden forklaring på, hvorfor Messerschmidt undlader at udtale sig, er, at han nok lige skal finde ud af, hvilket ben han skal stå på. Fordi sidste gang han gik ud og havde en holdning til amerikansk politik, ramte han den ikke skidegodt.«
B.T. har siden onsdag morgen forsøgt at få en reaktion på midtvejsvalget fra Dansk Folkeparti. Over telefon har vi kontaktet både partiformand Morten Messerschmidt og udenrigsordfører Mette Thiesen.
Men svaret blafrer fortsat i vinden.
Qvortrup, skal man forstå det sådan, at netop amerikansk politik er et særligt betændt emne for DF at udtale sig om?