Dansk Folkepartis stemmesluger, Morten Messerschmidt, skriver sig ind i historien og slår blandt andre Bertel Haarder og Lone Dybkjær i personlige stemmer.

Morten Messerschmidt ånder tidligere statsminister Poul Schlüter i nakken. Dansk Folkepartis store stemmesluger ved EP-valget nærmer sig det konservative koryfæ i personlige stemmer, viser optællingerne.

Sidst på eftermiddagen, med 65 byer optalt, har Morten Messerschmidt fået 210.000 personlige stemmer. Til sammenligning fik Poul Schlüter 247.956 personlige stemmer i 1994, hvilket gør ham til den danske politiker, der har opnået næstflest personlige stemmer nogensinde ved et EP-valg.

- Det, synes jeg, er ret overvældende. Det er helt vildt at kunne få et så stort personligt valgresultat. Det havde jeg ikke turdet drømme om, siger Morten Messerschmidt til Ritzau.

Han ser resultatet som belønning for en konsekvent valgkampagne.

- Vi har ikke vaklet, men fremlagt og gennemført et program, siger politikeren, der også tror, at hans store konkrete viden om EU's krinkelkroge kan spille ind.

Politiske topnavne som Bertel Haarder (V) og Lone Dybkjær (R) har Messerschmidt allerede passeret. Den historiske topscorer ved EP-valg, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), er han dog ikke i nærheden af. Nyrup fik 407.966 personlige stemmer ved EP-valget i 2004.

Allerede nu står det klart, at Morten Messerschmidt formentlig bliver den kandidat, der får flest personlige stemmer ved søndagens valg. Også Socialdemokraternes Dan Jørgensen ser ud til at få et flot valg med foreløbigt 152.000 personlige stemmer på andenpladsen.

/ritzau/