Vælgerne vil ikke længere kunne stemme på Liberal Alliances mest populære minister, Merete Riisager.

Det er forkert at sige, at Merete Riisager føler sig færdig i politik. Det vender vi tilbage til.

Men når hun takker af ved valget, ser hun tilbage på knap otte år på tinge, hvor hun nåede meget mere, end hun håbede.

»Jeg regnede ikke med, at jeg skulle være minister. Jeg havde ikke set for mig, at der ville komme en dag, hvor Liberal Alliance gik i regering.«

Både for hende selv og partiet var indlemmelsen i regeringen i 2016 noget af en mundfuld.

»Det var vildt at gå fra at være den yderste kritiker til at blive ansvarlig for hele butikken. Jeg har trukket på min erfaring fra erhvervslivet, hvor jeg også nogle gange fik opgaver, jeg ikke havde regnet med.«

Som minister overtog Merete Riisager ansvaret for en folkeskole med adskillige udfordringer.

»Jeg var dybt imod reformen, og desværre var der flere af mine bekymringer, der viste sig at holde stik. Eksempelvis har mange børn med diagnoser haft det svært med den lange skoledag.«

Merete Riisager glæder sig over, at den seneste popularitetsmåling, som YouGov foretog for B.T., i januar kårede hende til Liberal Alliances mest populære minister.

Men det får hende ikke til at ryste på hånden.

»Det er en sjov præmis, at man kun kan forlade politik, når det går galt. Jeg skal have en lang pause fra politik. Formentlig livslang,« siger Riisager.

Hun er er træt af al snakken om processerne og spillet i politik.

»Det interesserer mig ikke. Jeg er ikke i politik for at nå et bestemt sted hen. Det interesserer mig ikke at placere mig. Det interesserer mig, hvad vi får igennem.«

Det er måske noget af det, du kommer til at savne mindst?

»Ja. Sammen med ministerbilen. Jeg går ikke op i biler,« griner Merete Riisager.

»Kynismen i politik bryder jeg mig ikke om. Når hele formålet forsvinder, og det bare handler om at placere sig eller skade modstanderen ... Det er det grimmeste,« siger hun og kommer med en opfordring til vælgerne:

»Stem på politikere, der har røv i bukserne, og som også har nogle erfaringer fra det virkelige liv. De er mindre tilbøjelige til bare at spille spillet,« siger hun.

Hvad kommer du til at savne mest?

»Som minister samarbejder man med interessante mennesker og har adgang til forskning og viden. Det kommer jeg til at savne. Sammen med indflydelsen.«

Er du bekymret over at overlade magten til oppositionen – hvad meningsmålingerne jo tyder på, at du kommer til?

»Jeg er sygt nervøs for, hvad der sker med de frie skoler, fordi Socialdemokratiet har varslet, at partiet vil skære hårdt ned på dem. De vil også regulere dem mere.«

»Jeg er bekymret, for hver femte elev går i frie skoler.«

Det lyder, som om der stadig er en politisk gnist i dig?

»Ja da. Jeg vil stadig være et politisk menneske,« siger hun.

»Jeg vil skrive bidske liberale kronikker og kommer sikkert også stadig til landsmøder, men jeg kommer ikke til at sidde på Twitter hver dag og kommentere.«

Hvad fremtiden byder på, ved Merete Riisager endnu ikke.

»Min mand er ude for at købe høns til haven. De skal jo passes. Men på et tidspunkt bliver jeg sikkert rastløs og finder på noget. Det bliver nok i det private igen.«

»Men først skal jeg lige op til overfladen og have noget ilt,« siger Merete Riisager, der har en fortid som svømmer på eliteniveau.