Der var dødt løb og drama natten igennem, da kampen om formandsposten i Region Nordjylland tidligt onsdag morgen blev afgjort.

40 års rødt herredømme fik sin afslutning, men socialdemokraterne forsøgte at snyde de borgerlige sejrherrer.

Mens Konservative og Venstre sad i forhandlinger, bejlede rød blok pludselig til Dansk Folkeparti, der – trods et skrækvalg – var tungen på vægtskålen i Region Nordjylland.

Ulla Astman (S) og resten af rød blok så mere og mere bekymret ud, som resultaterne kom ind, og som V og C forhandlede om formandspost med DF.
Ulla Astman (S) og resten af rød blok så mere og mere bekymret ud, som resultaterne kom ind, og som V og C forhandlede om formandspost med DF. Foto: Amal Guerdali

Spørgsmålet er nu, om den siddende regionsrådsformand, Ulla Astman, og resten af rød blok i virkeligheden kom for langsomt ud af starthullerne til at ændre på, hvem der fik formandsposten.

»Enten har de fået et virkelig godt tilbud, eller også var det ikke gået op for dem, at de havde det afgørende mandat.«

Sådan siger SFs spidskandidat, Lene Linneman, om DFs rolle i de skæbnesvangre timer, der førte til, at en Venstre-mand for første gang siden 1978 er i spidsen for Region Nordjylland, det tidligere Nordjyllands Amt.

Den nye mand i spidsen er Venstres Mads Duedahl.

Mads Duedahl (V) lignede mere og mere en sejrsherre, som valgresultaterne tikkede ind i regionshuset.
Mads Duedahl (V) lignede mere og mere en sejrsherre, som valgresultaterne tikkede ind i regionshuset.

For der gik ikke længe, før det summede mellem de blå partier over et valgresultat, der i hvert fald for Det Konservative Folkeparti blev et fremragende valg.

Men i Regionsrådet skal man kunne tælle til 21 mandater, og da der var dødt løb, blev det DF, der blev tungen på vægtskålen. Og det på trods af at de er gået fra fire til ét mandat.

»Rød blok ville jo rigtig gerne have, at vi gik på hold med dem. Både Susanne Flydtkjær (EL), Lene Linneman (SF) og Mogens Nørgaard (S) var inde for at forespørge på et samarbejde,« fortæller en berørt Anne Mette Mortensen, der var stillet op for DF, og som endnu ikke ved, om hun er kommet ind.

Men på det tidspunkt sad DFs forhandler, Ib Madsen, allerede i lokalet overfor hos De Konservative og Venstre og lagde planer.

Det Konservative Folkeparti blev den helst store vinder ved regionsrådsvalget i Region Nordjylland. De gik 7,3 procent frem.
Det Konservative Folkeparti blev den helst store vinder ved regionsrådsvalget i Region Nordjylland. De gik 7,3 procent frem.

»Jeg ville bare godt lige hilse på deres forhandler, og derfor gik vi i DFs grupperum, men de ville slet ikke snakke med os,« siger Lene Linnemann.

For Ib Madsen var der ikke meget slinger i valsen, lyder det onsdag.

»Det er jo klart, at med det mandat, vi sidder med, der kunne vi have tippet til hvad side, jeg ville. Men jeg er et borgerligt menneske, og jeg er blevet godt behandlet af de andre borgerlige partier«, siger Ib Madsen og fortsætter:

»Jeg har ikke selv mæglet et ord med rød blok. Der var nogle inde i vores lokale, da jeg kom derind, men jeg bad dem gå ud, for vi skulle snakke privat i gruppen.«

Det er SFs Lene Linnemann uforstående over for.

»Det er underligt, at DF slet ikke afsøger muligheden. Ib kom ud fra Venstre og Konservatives forhandlingslokale og så meget rørstrømsk ud. Så tænker jeg, det var mærkeligt, de ikke vendte rundt og spurgte os, hvad vi kunne tilbyde.«

Hvad DF har fået tilbudt for at pege på Mads Duedahl som regionsrådsformand, vides ikke, og Ib Madsen vil ikke ud med det. Men det vil onsdagens forhandlinger om udvalgsposter i Regionshuset i Aalborg vise. Desuden, påpeger Ib Madsen, var DF i valgforbund med Venstre og De Konservative.

»Og når Venstre blev det største borgerlige parti, synes jeg, det var dem, vi skulle pege på,« lyder det fra DFeren.

I følge Venstres Martin Bech var der borgerlig enighed om, at der skulle et magtskifte til i Region Nordjylland.
I følge Venstres Martin Bech var der borgerlig enighed om, at der skulle et magtskifte til i Region Nordjylland.

Men ifølge Venstres Martin Bech var der i al fald borgerlig enighed om, at det ikke skulle være Ulla Astman (S), der skulle sidde for bordenden i Region Nordjylland de næste fire år, som hun har gjort de foregående 14 år.

»Alle i den borgerlige blok blev enige om, at der skulle et systemskifte til. Vi havde en forenet front.«

Og det var da også til at se og føle på den afgående formand, at hun var berørt af valgresultatet.

»Nu sætter jeg mig på bageste række, uden at være hende den sure gamle dame, sagde Ulla Astman til B.T.s udsendte reporter med et smil på læben i nat og fortsatte:

»Men der skal et ledelsesskifte til. Jeg stiller ikke op igen om fire år.«