Dramaet i Dansk Folkeparti vokser og vokser.

Nu langer formandskandidaten Martin Henriksen ud efter en privat Facebook-gruppe kaldet 'DFs vennekreds' med 2.200 følgere.

Årsagen til vreden er, at et såkaldt 'administratorteam' til 'DFs Venner' har slettet et indlæg, Martin Henriksen har skrevet.

»Jeg synes faktisk, at det er en anelse skørt, og efterhånden så minder det jo snart lidt om nordkoreanske tilstande, hvor kritik og debat ikke accepteres, og nu udøves der så også censur i forhold til min person i interne grupper,« siger Martin Henriksen og tilføjer:

Dokumentation: Her skriver 'administratorteam' bag 'DF's vennekreds', at Martin Henriksens indlæg er fjernet.
Dokumentation: Her skriver 'administratorteam' bag 'DF's vennekreds', at Martin Henriksens indlæg er fjernet.
Vis mere

»Det er svært at arbejde med.«

I det slettede indlæg skriver Martin Henriksen, at han fra første række har set, hvordan partiet er blevet »opdelt og fragmenteret« inden for de seneste to til tre år.

»Det magtspil der ligger bag kan meget vel ende med at blive partiets undergang,« skriver han blandt andet.

Det er en ordlyd, der ikke er faldet i god jord hos administratoren til 'DFs vennekreds.'

B.T. har netop kunne fortælle, at splittelsen og kaosset i Dansk Folkeparti er så stort, at en gruppe profilerede DFere nu i en måned har holdt hemmelige møder om at bryde ud af partiet og muligvis danne deres eget.

Hvis altså storfavoritten Morten Messerschmidt bliver valgt til ny partiformand på søndag i Herning.

Martin Henriksen mener da også, at 'DFs vennekreds' støtter Dansk Folkepartis næstformand, og det er jo netop Morten Messerschmidt.

»DFs vennekreds er i forvejen meget orienteret mod partiets politiske næstformand, og der er en tæt kontakt mellem dem der styrer gruppen og partiet på Christiansborg, så det er jo ikke ligefrem noget, der gør min valgkamp nemmere,« siger Martin Henriksen, der nu har delt det slettede opslag på sin egen Facebook-profil.

Martin Henriksen, går du ikke i lidt små sko ved at lange ud efter administrator af en Facebook-gruppe for DFere, fordi de har slettet dit indlæg?

»Jeg lader andre om at vurdere min skostørrelse,« siger Martin Henriksen.

Skader du ikke mest dine egne chancer for valg som formand, når du nævner Nordkorea i kritikken af administrator af DF-Facebook-gruppes beslutning?

»Jeg sagde med et glimt i øjet, at det minder lidt om Nordkorea. Hvis det også hidser folk op, så må det jo være sådan,« siger Martin Henriksen.

B.T. har bedt administratoren af 'DFs vennekreds' Birgith Hyldgaard om en kommentar til Martin Henriksens kritik samt, hvorfor hans indlæg er fjernet.

Men hun er ikke vendt tilbage med en kommentar.