S ligger lige under valget i 2015 i ny måling. Men Mette Frederiksen ville blive statsminister alligevel.

København. En ny meningsmåling, Voxmeter har foretaget for Ritzau, giver blå blok en spinkel føring på 50,1 procent over rød bloks 49,8 procent. Men ser man på, hvad det vil kunne omsættes til i mandater, er der klar føring til venstre side.

Rød blok ville kunne få 90 mandater mod 85 til blå, hvis der var valg i morgen, spår målingen.

En væsentlig forklaring er, at Nye Borgerlige med 1,5 procent af stemmerne ikke står til at komme ind i Folketinget.

- Der er ingen tvivl om, at dansk politik er tæt. Derfor vil vi fortsat arbejde stenhårdt for at gøre os fortjent til danskernes tillid, så en S-ledet regering får ansvaret efter næste valg, siger politisk ordfører Nicolai Wammen (S).

Statsministerpartiet Venstre ligger i målingen en spids over valgresultatet, nemlig til 20,5 procent af stemmerne. Socialdemokratiet er gået en anelse tilbage, til 25,3 procent fra 26,3 ved valget i 2015.

Nicolai Wammen påpeger, at andre målinger viser større opbakning til S end den aktuelle måling. Og det har han ret i. I Ritzau Index, der er et vægtet gennemsnit af seks målinger, ligger S til 26,4 procent af stemmerne.

- Det korte af det lange er, at Socialdemokratiet fortsat er det klart største parti. Og også med denne måling ville Mette Frederiksen blive statsminister, hvis man skulle følge dens resultat, siger han.

Venstres politiske ordfører, Britt Bager, skriver i en sms til Ritzau, at hun mener, at vælgerne belønner Venstre for "de mange resultater" partiet har opnået i regering.

- Vi har en historisk høj beskæftigelse, et sundhedsvæsen i verdensklasse, vi har det laveste antal asylansøgere i ni år og har førertrøjen på i den grønne omstilling, skriver hun.

Størst afstand til valgresultatet ses hos Dansk Folkeparti, der står til at få 18,3 procent af stemmerne, hvilket er 2,8 procentpoint mindre end ved folketingsvalget i 2015.

Også Liberal Alliance ser ud til at miste vælgere. Partiet ligger til 5,2 procent mod 7,5 procent ved seneste folketingsvalg.

I rød blok står De Radikale, SF og Enhedslisten alle til fremgang. Mens vælgerne ser ud til at sive fra Alternativet.

Den statistiske usikkerhed i opgørelsen på politiske blokke er 3,1 procentpoint. Usikkerheden for de enkelte partier er maksimalt 2,7 procentpoint, størst for de store partier.

Det er således kun tilbagegangen for DF, LA og Alternativet samt fremgangen for Nye Borgerlige og SF, der ligger ud over den statistiske usikkerhed.

/ritzau/