Et flertal i en ny menignsmåling mener, at de konservatives politiske ordfører er en utroværdig politiker.

Den konservative gruppeformand og politiske ordfører Henriette Kjær er utroværdig efter den seneste tids afsløringer af rod i økonomien.

Sådan lyder konklusionen på en meningsmåling Megafon har foretaget for Politiken og TV 2.

73 procent af danskerne mener, at de økonomiske problemer i politikerens privatliv gør hende utroværdig som politiker, mens 64 procent mener, at hun bør træde tilbage fra de ledende poster i partiet.

Meningsmålingen kommer efter, at det er kommet frem, at den konservative politiker og hendes mand har haft rod i økonomien og har politianmeldt svigermoderen for dokumentfalsk.

Desuden mener et flertal af K-vælgerne, at hun er utroværdig og bør forlade sine tillidsposter i partiet.

59 procent af K-vælgere mener, at Henriette Kjær er en utroværdig politiker, og 57 procent mener, at hun bør forlade sin tillidsposter.

/ritzau/