Nye Borgerlige kom blæsende ind til valget med en stor vælgerskare i ryggen, men den seneste måling viser, at støtten er for nedadgående.

Der er nemlig tale om en halvering i forhold til, hvordan målingerne så ud for Pernille Vermunds parti på valgudskrivelsesdagen. Det viser en ny meningsmåling, som YouGov har foretaget for B.T.

Her er Nye Borgerlige helt nede på 2,9 procent af stemmerne, og de nærmer sig derfor spærregrænsen på to procent.

Da valget blev udskrevet, viste målingen fra YouGov, at partiet lå på 6,3 procent.

Nye Borgerliges partiformand, Pernille Vermund, er ikke bleg for at erkende, at det ikke er positivt.

»Det er i hvert fald irriterende,« forklarer hun.

Pernille Vermund mener, at hovedårsagen er, at der ikke har været nok opmærksomhed i medierne i forhold til, hvad de andre partier har fået.

»Dels har der været nogle store udspil fra midterpartierne, som gør, at de får masser af opmærksomhed i medierne,« siger hun.

»Og så er der altså også Rasmus Paludan, som skaber en del tumult, og det hopper medierne også med på,« forklarer Pernille Vermund.

Nye Borgerliges formand erkender, at det formentlig er Rasmus Paludans Stram Kurs, der tager nogle af partiets vælgere

Rasmus Paludans parti er ifølge den seneste måling oppe på fire procent af vælgerne, og partiet er dermed rykket fra Nye Borgerlige.

»Det er svært at hamle op med et Nørrebro, der nærmest står i brand,« siger Pernille Vermund med henvisning til, at uroen omkring Rasmus Paludans demonstrationer har fået meget opmærksomhed i de danske medier.

»Jeg tror, at vælgerne overser os, for at sige det, som det er. «

»Men det er altså op ad bakke, når man har store partier, som siger, at de vil indføre et asylstop, men når alt kommer til alt, så gør de det ikke alligevel. Der skal vælgerne bare lære, at man kan regne med os, og at vi står ved, hvad vi siger,« forklarer partiformanden.

Også Venstre må holde sig for øjnene, når de ser dagens meningsmåling. I gårsdagens måling var regeringspartiet faldet til 16,5 procent.

I dag lider det borgerlige parti endnu et fald og er nu nede på 15,6 procent.

B.T.’s politiske kommentator Søs Marie Serup sagde i går, at der er krisetider hos Venstre lige for tiden med de dårlige målinger.

»Udgangspunktet er så lavt, så det er ved at være tid til at gå en lille smule i panik,« sagde Søs Marie Serup i går.

Samlet set taber blå blok yderligere afstand til den røde blok.

I meningsmålingen står venstrefløjen til 96 mandater, mens højrefløjen må nøjes med 79.