Generalsekretær, Tim Whyte, kan ikke garantere, at nogle af de mange millioner skattekroner, som Mellemfolkeligt Samvirke får i støtte, ikke havner i lommerne på organisationer med terrorforbindelser. 

Og det er der en god grund til, viser det sig nu.

B.T. er kommet i besiddelse af oplysninger, der viser, at en af Mellemfolkeligt Samvirkes tidligere samarbejdspartnere i Palæstina har haft en terrorist ansat. 

Der er tale om organisationen Ma'an Development Center, som Mellemfolkeligt Samvirke samarbejdede med i 2022. 

Samarbejdet fremgår af en rapport, der udkom sidste år, hvor Mellemfolkeligt Samvirke kortlægger deres arbejde i forbindelse med deres 'strategiske partnerskabsaftaler'.

Ma'an Development Center, en lokal hjælpeorganisation, har nemlig haft Ahmad Abdallah Aladini ansat. Og Aladini er ikke hvem som helst. 

Tværtimod var der tale om et højt skattet medlem af den palæstinensiske terrorgruppe PFLP. 

Sidstnævnte har siden 1997 været på USAs liste over terrororganisationer. I 2012 kom organisationen også på EUs terrorliste.

Ahmad Abdallah Aladini er ikke længere ansat hos Mellemfolkeligt Samvirkes tidligere partner, Ma'an Development Center. 

Den palæstinensiske terrororganisation PFLP udsendte denne nekrolog i forbindelse med deres medlem Ahmad Abdallah Aladinis død.
Den palæstinensiske terrororganisation PFLP udsendte denne nekrolog i forbindelse med deres medlem Ahmad Abdallah Aladinis død.
Vis mere

Ophøret i ansættelsen skyldes imidlertid ikke, at han blev fyret grundet sit medlemskab af en terrorgruppe. 

Forklaringen herpå er i stedet, at Abdallah Aladini i 2018 blev dræbt af israelsk militær under det, som PFLP – der udsendte en form for nekrolog i forbindelse med hans død – kalder for »deltagelse i Return Intifada øst for Bureij.«

PFLPs 'nekrolog' kan du se på originalsprog herover.

Derudover arrangerede terrorgruppen en mindehøjtidelig i anledning af Abdallah Aladinis død. Billeder fra arrangementet blev lagt på Facebook, hvoraf et af dem fremgår herunder. 

PFLP-mindehøjtidelighed for terroristen Ahmad Abdallah Aladini, der var ansat i Ma'an Development Center, som Mellemfolkeligt Samvirke har samarbejdet med.
PFLP-mindehøjtidelighed for terroristen Ahmad Abdallah Aladini, der var ansat i Ma'an Development Center, som Mellemfolkeligt Samvirke har samarbejdet med.
Vis mere

PFLP har stået bag adskillige terrorangreb, herunder flykapringer og selvmordsbombeangreb.

Eksempelvis i 2003, hvor en af gruppens terrorister detonerede en selvmordsbombe ved et busstoppested i Tel Aviv, hvilket kostede tre kvinder og en mand livet og sårede 24.

Terrororganisationen deltog desuden i angrebet mod Israel 7. oktober sidste år.

Ahmad Abdallah Aladini, der på sin private Facebook også tilkendegav støtte til Hamas, blev efter sin død hædret som en »martyr.« 

Ahmad Abdallah Aladinis profilbillede på Facebook. Aladini døde i alder af 36 år under det, som PFLP kalder for en »intifada.«
Ahmad Abdallah Aladinis profilbillede på Facebook. Aladini døde i alder af 36 år under det, som PFLP kalder for en »intifada.«
Vis mere

Hans arbejdsgiver, og altså Mellemfolkeligt Samvirkes tidligere samarbejdspartner, sørgede på deres officielle Facebook-profil over »deres kollegas død.«

Ma'an Development Centers opslag, der sidenhen er blevet slettet, fremgår på originalsprog herover. 

At Ma'an Development Center har haft en terrorist ansat, har tilsyneladende ikke afskrækket Mellemfolkeligt Samvirke fra at indlede et partnerskab med organisationen få år efter. 

Hvorfor Mellemfolkeligt Samvirke valgte at indgå dette samarbejde, når generalsekretær Tim Whyte adskillige gange har udtalt, at internationale samarbejdspartnere »screenes,« og »der er indført antiterrorklausuler« i deres partnerskabsaftaler, har B.T. ikke kunnet få svar på. 

Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær, Tim Whyte, ønsker ikke at svare på B.T.s spørgsmål om deres samarbejdspartner.
Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær, Tim Whyte, ønsker ikke at svare på B.T.s spørgsmål om deres samarbejdspartner. Foto: Mikkel Gottlieb
Vis mere

Mellemfolkeligt generalsekretær, Tim Whyte, ønsker nemlig ikke at stille op til interview om sagen. Organisationen modtager årligt 129 millioner kroner i offentlig støtte.

Ej heller vil Tim Whyte på skrift forholde sig til, hvorvidt Mellemfolkeligt Samvirke fortsat samarbejder med Ma'an Development Center, der havde en terrorist ansat.

I en mail oplyser Tim Whyte, at:

»Mellemfolkelig Samvirke er underlagt et meget klart og utvetydigt regelsæt fra Udenrigsministeriet, som vi overholder og altid har overholdt, hvilket også løbende bliver kontrolleret.«

Den seneste uge har B.T. afdækket en række andre sager om Mellemfolkeligt Samvirke og PFLP.

Senest kunne B.T. fredag morgen afsløre billeder, der dokumenterer støtte til terrorgruppen fra Mellemfolkeligt Samvirkes søsterorganisation, ActionAid Palestine. 

Tidligere på ugen, mandag, kunne B.T. afdække, at Mellemfolkeligt Samvirkes »seje ven og frivillige«, den palæstinensiske journalist Bisan Owda, deltog og talte ved PFLPs årsmøde i 2015 iført terrorgruppens uniform. 

Tim Whyte tog dog Bisan Owda i forsvar og forklarede blandt andet i en mail til politikere, at Owda var et barn, da hun deltog i PFLP-årsmødet.

Men torsdag aften kunne B.T. dog afdække, at Bisan Owda også som voksen deltog i et PFLP-arrangement. Det skete i 2018.

Mellemfolkeligt Samvirke har ikke desto mindre fastholdt deres støtte til Bisan Owda.

Størstedelen af Mellemfolkeligt Samvirkes offentlige støtte skyldes, at den aktivistiske interesseorganisation er valgt som en af regeringens såkaldte ‘strategiske partnere for perioden 2022-2025’.

Det betyder, at Mellemfolkeligt Samvirke får 129 millioner kroner i støtte hvert år som en del af Danmarks udviklingssamarbejde. 

Hvor mange – eller få – skattekroner der gik til Ma'an Development Center i 2022 har Mellemfolkeligt Samvirke heller ikke ønsket at svare på.