Danmarksdemokraterne springer fra konstitueringsaftale, som vil gøre Hanne Pigonska (V) til ny borgmester i Odsherred Kommune.

Det siger DDs spidskandidat i kommunen, Jonas Nørgaard, til DR.

Han mener, at aftalen er for smal, når nu Dansk Folkeparti har trukket sine mandater.

»Du mister bredden og bliver afhængig af hvert af de eksisterende partier,« siger han.

Med Danmarksdemokraterne ude af aftalen betyder det, at der aktuelt kun er 12 ud af 25 mandater bag Pigonska.

Nu håber han, at Venstre, Socialdemokratiet, De Radikale, Danmarksdemokraterne og De Konservative, SF og Enhedslisten kan nå frem til en bredere aftale.

Ifølge DR lyder meldingen fra DDs Jonas Nørgaard ikke klart, at de vil vælte Hanne Pigonska, som stadig kan ende med at blive borgmester.

Meldingen fra Nørgaard kommer, efter at TV2 Øst tidligere tirsdag erfarede, at Pigonska havde mistet sit flertal.

Bag Pigonska stod lokallisten Nyt Odsherred, De Konservative, Socialdemokratiet, Liberal Alliance og altså indtil for nylig Danmarksdemokraterne.

Dansk Folkeparti meddelte mandag, at partiet ikke ville være en del af konstitueringsaftalen. Men partiets tre mandater var heller ikke nødvendige for Pigonskas flertal.

Pigonska var ikke det mest oplagte bud på en ny borgmester i Odsherred. Hun blev først sent spidskandidat for Venstre. Og ved kommunalvalget sidste tirsdag blev Venstre blot det syvendestørste parti i Odsherred Kommune og gik fra fire til to mandater. Pigonska fik 316 personlige stemmer i kommunen.

Tirsdagens begivenheder betyder, at Odsherred Kommune er den eneste kommune, hvor der mangler at blive peget på en ny borgmester efter valget.

Søndag faldt en aftale på plads i Slagelse Kommune, og dermed havde alle 98 kommuner valgt en borgmester fra 1. januar. Men det holdt altså blot et par dage.

Forhandlingerne om konstitueringen i kommunerne kan dog løbe helt frem til det konstituerende møde.

Det skal afholdes i perioden fra 1. december til 15. december, og først på det møde er en konstitueringsaftale juridisk bindende.