Det kan godt være, at der er nedsat en arbejdsgruppe, der skal bringe Grønland, Danmark og USA tættere sammen.

Men USAs ønske om at overtage Grønland, står stadig ved magt.

Det skriver DR.

Grønlands regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, siger til mediet:

»Selvom man er gået lidt væk fra at sige, at man ikke kan udelukke brug af våben, så er ønsket om at kontrollere og eje Grønland ikke trukket tilbage.«

Donald Trump har erklæret, at USA har brug for at »få« Grønland, fordi USA er nødt til at styrke sikkerheden i Arktis-området, hvor stormagterne Rusland og Kina også har interesser.

Trump har undervejs i forløbet siden 2019 tilbudt at købe Grønland og ikke afvist at ville bruge militær magt for at få den store ø. Han har også hånet Danmark for ikke at kunne forsvare Grønland.

Under en tale om Rigets tilstand, som Jens-Frederik Nielsen mandag afholdt i det grønlandske parlament, sagde han, ifølge Ritzau, blandt andet:

»USAs præsident har – både før sin indsættelse i begyndelsen af 2025 og efterfølgende – fortsat fremsat disse udtalelser uden at trække dem tilbage. Samlet set er budskabet og målsætningen klar. Grønland skal overtages og styres af USA.«

Han ser dog positivt på den nedsatte arbejdsgruppe.

»Dialogen er indledt, og Naalakkersuisut vil arbejde målrettet for, at den fører til konkrete resultater,« siger han.