Moderaterne forhandler lige nu med Mette Frederiksen om, hvorvidt partiet skal være en del af landets kommende regering.

Men for partiets medstifter Jeppe Søe har der også været rigeligt at se til på hjemmefronten. I hvert fald økonomisk.

Han blev nemlig, ifølge Jyllands-Posten, tidligere på året begæret konkurs af statens gældsstyrelse på grund af en offentlig gæld på 1,8 millioner.

Retsdokumenter fra konkurssagen viser, at han gentagne gange ikke havde betalt sin skat.

Skifteretten sagde, at gælden var opbygget systematisk, men selvom Jeppe Søe godt kan forstå, at det ser sådan ud, afviser han, at det er sådan, det forholder sig.

Allerede i oktober 2019 blev han begæret konkurs af Gældstyrrelsen. En sag, som kørte i både 2020 og 2021, før Jeppe Søe i år lavede en boopgørelse.

Samlet var der krav på næsten 2,5 millioner kroner, hvor den største post var de 1,8 millioner kroner til Gældsstyrelsen.

De fik dog kun 35.000 kroner ud af Søe, men kan håbe på at få mere, såfremt Jeppe Søe en dag kommer til flere penge.

Jeppe Søe skyldte også 426.000 kroner til en smed. Den gæld strakte sig helt tilbage til en konkurs i 2008.

I perioden efter denne konkurs fik han også opbygget en større skattegæld fra foredrag, han har holdt, men som han i nogle tilfælde havde glemt at indbetale B-skat af.

Forklaringen på dette skal dog findes i hans tilstand efter konkursen.

»Der var fire år, hvor jeg jo nærmest lå på lykkepiller og kiggede ind i væggen og overvejede selvmord. Så i de fire år, der havde jeg ikke styr på ret meget. Og så begyndte jeg at få styr på det derefter og begyndte at få lavet aftaler med folk (om tilbagebetaling fra den første konkurs, red.),« forklarer han til Jyllands-Posten.

Selvom Jeppe Søe i år skrev under på boopgørelsen, som er et bos endelige opgørelse over totale aktiver og passiver, er han ikke sikker på, at den er rigtig.

»Jeg ved ikke helt, hvad jeg skrev under på, tror jeg. Jeg skal have kigget på det i hvert fald. Og jeg skal have snakket med Gældsstyrelsen,« lyder det til Jyllands-Posten.