Det er medlemmernes kontingent, altså hverken penge fra partistøtte eller gruppestøtte, som skal finansiere Lars Boje Mathiesens formandsvederlag på 60.000 kroner om måneden i Borgernes Parti.
Det sagde Boje tidligere onsdag til TV 2.
- Det her er ikke skatteborgernes penge. Det er medlemspenge. Det vil sige, at folk betaler det ind som kontingent, lød det fra Boje til TV 2.
I interviewet tilføjede Boje desuden, at hele folketingsgruppen i Borgernes Parti, da den var på fire medlemmer lige efter folketingsvalget i sidste måned, havde godkendt formandsvederlaget.
Men det passer ikke, lyder det i en mail til Ritzau fra folketingsmedlem og løsgænger Jacob Harris, som fire dage efter folketingsvalget blev ekskluderet af partiet.
Emilie Schytte, der ligesom Harris er nyvalgt folketingsmedlem, har selv forladt Borgernes Parti efter valget. Hun vil ikke svare på, om hun har godkendt beløbet.
Nadja Natalie Isaksen, der var den fjerde kandidat, som blev valgt ind for partiet ved valget, er ikke vendt tilbage på Ritzaus henvendelse. Hun er fortsat medlem af partiet, som altså er gået fra fire til to mandater kort efter valget. Hun er ligeledes nyvalgt folketingsmedlem.
Boje fastholder i en sms til Ritzau, at hele folketingsgruppen, altså også da Harris og Schytte var en del af den, var orienteret om formandsvederlaget, og at de har godkendt det.
Altså, lyder det fra Boje, det er usandt, hvis nogen påstår, at de ikke har godkendt formandsvederlaget.
Alt i alt får Boje en årsløn på omkring 1,6 millioner kroner.
Med i det beløb er selve lønnen som folketingsmedlem - lidt over 800.000 kroner om året - et skattefrit såkaldt omkostningstillæg på knap 75.000 kroner om året og altså formandsvederlaget, som løber op i 720.000 kroner om året.
I forhold til, at det er medlemskontingentet, som skal betale formandsvederlaget, så koster det ifølge Borgernes Partis hjemmeside 300 kroner om året at blive såkaldt støttemedlem.
Der har efter valget været en del fokus på Borgernes Parti. Naturligvis på grund af Harris og Schytte, men de seneste dage har fokus også været på partiets vedtægter.
Da Schytte forlod partiet for under en uge siden, kritiserede hun blandt andet, at "vedtægterne er tophemmelige" i partiet.
Af de offentliggjorte vedtægter fremgår det, at formanden er berettiget til en supplerende løn op til den laveste sats for ministervederlag. Altså de omkring 1,6 millioner kroner årligt.
Desuden er Boje sikret formandsposten i Borgernes Parti de første fire år efter folketingsvalget.
Det handler om at skabe "kontinuitet og ro" i et nyt parti, har Boje udtalt til DR. Ellers ville Borgernes Parti risikere at blive "kuppet" i løbet af et år eller to, lød det fra Boje.
/ritzau/
