Hovedbestyrelsesmedlem Karsten Schøn kalder dagen i dag for 'det vildeste', han nogensinde har oplevet.

- Det var et meget, meget specielt møde, og jeg skal bruge noget tid på at sunde mig over det her.

Sådan lyder det fra 50-årige Karsten Schøn, der er formand for Venstre i Sønderborg Kommune og samtidig medlem af Venstres hovedbestyrelse til DR Syd.

Han var med på dagens møde i partiets hovedbestyrelse, hvor både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen trak sig fra posten som henholdvis formand og næstformand i partiet.

- Det er meget specielt, at en formand trækker sig med omgående virkning, fortsætter Karsten Schøn.

- Jeg kan og vil ikke gå i detaljer med, hvad der nøjagtigt skete. Men begge meddelte på hver deres måde, at de trak sig. Der var chok i lokalet. Jeg var selv ærlig talt mundlam. Det var meget specielt, udtaler Karsten Schøn til DR Syd.

Karsten Schøn har været medlem af Venstre i over 35 år. Og dagens møde har været noget af det mest specielle i Karsten Schøns politiske karriere.

- Jeg har været lokalpolitiker, er nu kommuneforenings formand, og jeg sad også i hovedbestyrelsen under Anders Fogh, så jeg har set og oplevet meget. Men dagen i dag er den mærkeligste dag, som jeg nogensinde har oplevet i politik overhovedet. Jeg vil faktisk sige det vildeste. Det var virkelig specielt. En meget emotionel dag, siger han.