Et bestyrelsesmedlem i Enhedslisten København er involveret i en voldtægtssag og er derfor fratrådt sine poster i partiet.

Det oplyser bestyrelsen i Enhedslisten København.

Vedkommende har meldt sig selv til politiet.

'Det er forfærdeligt for offeret, og vi er dybt berørte af det. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at støtte offeret og hjælpe politiet i deres efterforskning.'

'Der er nedlagt navneforbud i sagen, og efter ønske fra og af hensyn til offeret og den videre efterforskning, udtaler vi os af samme grund ikke yderligere,' skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse.

Den er sendt af bestyrelsesmedlem Maria José Nielsen på vegne af bestyrelsen.

Ritzau har været i kontakt med hende. Hun understreger, at bestyrelsen ikke udtaler sig yderligere i sagen.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra partiets Folketingsgruppe, men pressetjenesten henviser til Enhedslisten København i sagen.