Tidligere finansminister Bjarne Corydon kritisererede Mette Frederiksens regering, da han var gæst i B.T.s podcast, Q&CO torsdag.

»Den suppedas man sidder i nu hænger i mine øjne ikke bare sammen med nogle konkrete fejl begået af nogle konkrete mennesker på nogle konkrete aftenmøder. Den er et produkt af, hvordan man leder landet. Den er prisen for den måde, man har ændret tingene på,« siger Bjarne Corydon.

Den nuværende chefredaktør på Børsen kritiserer, at regeringen gør tingene anderledes, end den regering, som Corydon var finansminister i fra 2011 til 2015.

»Vi har en regering, der leder landet på en anden måde, end vi har praksis for mange år tilbage og for både røde og blå regeringer. Vi har en statsminister, der er meget eksplicit om, at ville gribe tingene anderledes an med mere vægt på kommunikation, sit eget statsministerium og mere vægt på sig selv rent ud sagt,« siger Bjarne Corydon.

Bjarne Corydon mener, at regeringen kommer til at betale for deres måde at lede landet på på et tidspunkt i fremtiden.

»Spørgsmålet er, om ikke der er en pris for den måde at gøre tingene på længere nede ad vejen. Spørgsmålet er, om ikke det er derfor, at alle andre indtil videre har sagt, at det vil vi ikke. Der er jo ikke noget genialt i det her. Det er ikke en ny videnskabelig opfindelse af, hvordan man regerer et land. Man har bare skrævet henover nogen betænkeligheder, som tidligere statsministre tog mere alvorligt,« siger Bjarne Corydon.

»Hvis du gerne vil have lydige børn, så kan du prøve at slå dem. Det virker jo i hvert fald i første, anden og tredje omgang. Spørgsmålet er, hvor nyttigt det er nede ad vejen. Der er nogle nemme måder at gøre tingene på, de virker ret godt i første hug, men har du tænkt over, hvad det betyder på længere sigt,« siger Bjarne Corydon.

Du kan høre hele interviewet i B.T.s podcast Q&CO