»Jeg regner med, at I allerede er blevet politianmeldt.«
Sådan lød den kontante besked fra statsminister Mette Frederiksen angiveligt, da hun i en kort samtale med Berlingskes chefredaktør Tom Jensen kommenterede historien om Barbara Bertelsens private telefonindkøb.
Bemærkningen faldt ifølge Tom Jensen inden arrangementet Demokratiske Samtaler, der blev afholdt 1. april. Det skriver han i et indlæg.
Statsministeren følte sig ifølge chefredaktøren åbenbart kaldet til at nævne den »absurde historie«, hvor Bertelsens indkøb af ny telefon sættes i direkte relation til sagen om de slettede mink-sms'er.
I sit indlæg skriver Tom Jensen, at han anser Mette Frederiksens bemærkning som et forsøg på at presse avisen til at afstå fra publicering.
»I en sådan situation, og i det hele taget, kan Berlingske naturligvis ikke ligge under for intimidering og pression. Heller ikke når den kommer direkte og personligt fra Danmarks statsminister,« skriver han.
B.T. har bedt Statsministeriet be- eller afkræfte, at ordvekslingen mellem statsministeren og chefredaktøren er foregået, som den står beskrevet i Tom Jensens indlæg.
B.T. har også spurgt, om departementschefen rent faktisk har politianmeldt mediet, eller om hun har i sinde at gøre det.
Statsministeriet oplyser til B.T., at man ikke har nogen kommentarer.
Københavns Politi udtaler i en skriftlig kommentar, at man hverken kan af- eller bekræfte modtagelsen af en politianmeldelse 'som refereret i Berlingske'.