Et gastronomisk kaos lurer i forbindelse med dagens valgafvikling i Aarhus.
For her skulle en række valgtilforordnede være så utilfredse med den forplejning, der er blevet stillet dem i udsigt af kommunen, at de overvejer at forlade valgstederne.
Ifølge Martin Godsk, der selv er valgtilforordnet – men dog ikke er blandt de utilfredse, der truer med udvandring – drejer det sig om 50-100 kolleger, fortæller han til Stiften.dk.
»Nu er der nogen, der slår på den store tromme og siger, at 'hvis ikke vi bliver hørt, så går man',« siger han til mediet.
Han skulle selv have været kontakt med flere af dem.
Årsagen?
Det skulle være, at maden, der bliver serveret i løbet af den lange vagt fra tidlig morgen til sen aften, udelukkende vil være vegetarisk.
Ifølge Stiften.dk er der eksempelvis wraps med falafler og paprikagryde med champignoner på vej.
Lene Hartig Danielsen, der har det overordnede ansvar for selve valgdagen i Aarhus Kommune, siger til mediet, at hun ikke har en opfattelse af, at der blandt de valgtilforordnede er utilfredshed med maden.
Der er omkring 1.500 valgtilforordnede i Aarhus Kommune.

