Lagmand Aksel V. Johannesen har for kort tid siden udskrevet valg til Lagtinget på Færøerne.

Det oplyser regeringen på sin hjemmeside.

»Tilliden mellem regeringspartierne har grundlæggende ikke været til stede,« sagde Aksel V. Johannesen blandt andet i sin besked til det færøske parlament og dermed til det færøske folk.

Valget skal afholdes 26. marts.

Efter det seneste valg til Lagtinget, Færøernes parlament, i december 2022 dannede socialdemokratiske Javnaðarflokkurin, det venstreorienterede løsrivelsesparti Tjóðveldi og det socialliberale midterparti Framsókn en flertalsregering på Færøerne.

Javnaðarflokkurin blev det største parti ved valget med 9 mandater af 33 mulige, mens Tjóðveldi fik 6 og Framsókn 3 mandater.

Færøerne og de omkring 50.000 indbyggere er en del af rigsfællesskabet. Øerne fik hjemmestyre i 1948 og selvstyre i 2005.

Landsstyret er øgruppens selvstyrende regering, som ledes af lagmanden. Landsstyret vælges normalt hvert fjerde år af Lagtinget.

Aksel V. Johannesen har været lagmand siden efter valget i 2022. Før det var Bárður á Steig Nielsen fra det borgerligt-liberale parti Sambandsflokkurin - en pendant til Venstre - lagmand.

Færøerne er ikke medlem af EU, men er repræsenteret af to medlemmer i Folketinget i København.

Det er aktuelt Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin og Anna Falkenberg fra Sambandsflokkurin.