En undersøgelse foretaget for Altinget viser, at flertal foretrækker Mette Frederiksen (S) som statsminister.

Håndteringen af coronakrisen fortsætter med at give Mette Frederiksen (S) medvind i meningsmålingerne.

Senest skriver Altinget, at en måling foretaget af Epinion for mediet viser en stærk stigning i antallet af adspurgte, der foretrækker den socialdemokratiske leder på posten som statsminister.

I målingen, der er foretaget fra den 26. marts til den 1. april, svarer markante 51 procent af de adspurgte Mette Frederiksen som statsminister efter næste valg. Det er en stigning på 20 procentpoint eller 65 procent siden starten af marts.

Spurgt om, hvordan de adspurgte mener, at Mette Frederiksen klarer sig som statsminister, svarer 79 procent, at de mener hun klarer det godt. En stigning fra 39 procent.

20 procent svarer Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen. Et lille fald sammenlignet med målingen før.

Fredag viste en meningsmåling foretaget for Ritzau af Voxmeter, at 86,3 procent af de adspurgte mente, at "regeringen har gjort det, der skal til" i forhold til coronakrisen.

Omkring 80 procent svarede, at de har tillid til regeringens håndtering.

- Det er et udtryk for, at danskerne føler, de bliver ordentlig inddraget og får ordentlig information med de mange pressemøder, der har været undervejs.

- Det, tror jeg, har været med til at øge tilliden, uanset at der har været en del strategiskift undervejs, sagde politisk kommentator Hans Engell fredag.

Mandag viste en meningsmåling, ligeledes fra Voxmeter, at støtten til Socialdemokratiet var steget med mærkbare 5,6 procentpoint til 31,5 procent sammenlignet med resultatet fra folketingsvalget i 2019.

Det er den største opbakning til partiet siden en måling fra Voxmeter i 2006, hvor Helle Thorning-Schmidt var nyvalgt formand for partiet.

/ritzau/