Ifølge Washington Post ville USA købe Grønland med stort engangsbeløb og dække dansk bloktilskud.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, var angiveligt klar med et stort engangsbeløb for at købe Grønland.

Samtidig ville USA overtage forpligtelsen til at understøtte grønlandsk økonomi fremover.

Det skriver den amerikanske avis Washington Post, der har sin viden fra to anonyme kilder tæt på diskussionerne om mulighederne for et køb af Grønland.

Donald Trump har natten til onsdag aflyst et planlagt statsbesøg i Danmark i september, fordi statsminister Mette Frederiksen (S) ikke vil drøfte præsidentens planer for Grønland.

Trump-regeringen skulle ifølge Washington Post have været klar med et tilbud til Danmark, der dels går på et beløb på 600 millioner dollar om året, der i runde tal svarer til det bloktilskud, som Danmark årligt sender til Grønland.

Samtidig var Trump angiveligt klar med en "stor engangsbetaling, der kan intensivere overdragelsen".

Det er dog Grønland, der beslutter, om USA skal have lov til at købe Grønland.

Det sagde Rasmus Leander Nielsen, der er adjunkt på Grønlands Universitet, da Donald Trumps købsplaner kom frem i sidste uge.

- Det kan simpelthen ikke lade sig gøre for Danmark at sælge Grønland, siger han.

Dels er der i FN-regi efter Anden Verdenskrig lavet regler for oprindelige folk, der ifølge Rasmus Leander Nielsen gør det umuligt for Danmark at sælge Grønland hen over hovedet på grønlænderne.

- Og dels slår selvstyreloven fra 2009 klart fast, at grønlænderne er deres eget folk, sagde Rasmus Leander Nielsen.

Den grønlandske landsstyreformand, Kim Kielsen, slog i sidste uge fast, at Grønland ikke er til salg.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har kaldt tanken om et salg af Grønland for "absurd".

- Grønland er ikke til salg. Grønland er ikke dansk. Grønland er grønlandsk. Jeg håber vedholdende, at det ikke er noget, der er alvorligt ment, sagde Mette Frederiksen søndag.

/ritzau/