Oppositionen er forargede over Støjberg, efter at Information har fundet nye oplysninger i sag om asylpar.

København. En af udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs (V) mest citerede forklaringer i sagen om adskillelse af mindreårige samlevende asylpar viser sig, ifølge dagbladet Information, at være forkert.

Gentagne gange har Inger Støjberg - på Facebook og på et samråd i Folketinget 1. juni - fremhævet, at fire piger blev "reddet" fra at bo sammen med deres mand på grund af hendes instruks fra februar 2016.

Den gik på at adskille alle mindreårige asylansøgere fra deres ældre samlevere.

- Vi har reddet fire piger her fra at bo sammen med en mand, de ikke ønsker at bo sammen med, og det er jeg ganske godt tilfreds med, sagde Inger Støjberg ifølge Information på samrådet.

Men ifølge Information kan det nu dokumenteres, at påstanden om, at Inger Støjberg skulle have "reddet" de fire piger, er forkert.

Inger Støjberg har oplyst, at hun havde oplysningerne om de fire piger fra ombudsmandens redegørelse. Derudover ønskede ministeren eller ministeriet ikke at gå i detaljer.

Information har fået aktindsigt i et skema, som kontoret for familiesammenføring i Inger Støjbergs ministerium i november 2016 sendte til Ombudsmanden som bilag til en udtalelse, efter at Ombudsmanden for anden gang var gået ind i sagen.

Skemaet gengiver i detaljer, men anonymiseret, sagsbehandlingen af i alt 34 par, som Ombudsmanden har ønsket oplysninger om.

Skemaet indeholder ifølge Information således også oplysninger om de fire kvinder, der ikke ønskede at bo sammen med deres mænd.

Her fremgår det, at den ene af de fire ikke blev adskilt fra sin mand, før hun selv bad om det.

Den anden blev adskilt før Inger Støjbergs instruks. Og den tredje var først registreret som søster og ikke som ægtefælle, men blev heller ikke adskilt, før hun selv gjorde opmærksom på, at hun ønskede det.

Tilbage er den fjerde, som muligvis kan være blevet "reddet" af ministerens instruks, skriver Information.

De nye oplysninger får oppositionen til at fare i flint, står der i avisen.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen kalder Inger Støjbergs historie "løgn", mens De Radikales Sofie Carsten Nielsen undrer sig over, hvordan ministeren kan "tale direkte imod den viden, hendes eget ministerium ligger inde med".

Også Josephine Fock fra Alternativet er forarget:

- Nu kan vi se sort på hvidt, at det er højst er én pige, hendes instruks har haft konsekvenser for. Og det er kun, hvis man tolker venligt over for ministeren, siger hun blandt andet til Information.

Inger Støjbergs ministerium afviser kritikken.

- Der er tale om komplekse sager, hvor omstændighederne hver især er unikke.

- Hvordan Information vælger at fortolke oplysningerne, må avisen selv stå til ansvar for, står der i en mail fra ministeriet, der henviser til Ombudsmandens redegørelse, skriver avisen.

/ritzau/