Da der forleden skulle findes en ny direktør til Det Kongelige Teater, var der en overraskende kandidat i feltet. I hvert fald ifølge rygtebørsen.

Lige siden den tidligere direktør Morten Hesseldahl fik nyt job som direktør for forlaget Gyldendal, begyndte det at svirre med rygter. Men onsdag den 18. april tog det hele en ny drejning, skriver Weekendavisen torsdag.

Her begyndte jungletrommerne på Christiansborg nemlig at gå på, at uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) skulle være i spil til jobbet. Han havde - ville rygterne vide - allerede fået lovning på det, selv om han formelt stadig var oppe mod Kasper Bech Holten.

Heftig mødeaktivitet på Christiansborg bar yderligere ved til bålet. Ifølge Weekendavisen var der en regeringsrokade under opsejling, omend statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) angiveligt helst ville have ventet til efter overenskomstforhandlingerne.

Fredag offentliggjorde Det Kongelige Teaters bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen på et pressemøde, at Kasper Bech Holten bliver ny teaterchef og gentog flere gange, at en enig bestyrelse stod bag ham. Men spørgsmålet var, om Søren Pind også havde været i spil? Det ville en reporter fra dagbladet Politiken gerne vide.

»Det vil jeg ikke kommentere. Jeg lærte Kasper Holten at kende i forbindelse med ansættelsen af operachefen, hvor Kasper var konsulent, og siden har vi så haft rigtig mange virkelig dybe samtaler,« svarede hun avisen.

Foto: Tariq Mikkel Khan/Ritzau Scanpix
Vis mere

Lisbeth Knudsen og næstformand Anders Hjulmand menes at være mest stemt for Søren Pind, men resten af bestyrelsen ønskede noget andet efter en samtale med begge kandidater. Og da Lisbeth Knudsen iføgle Weekendavisen ville træffe beslutningen i enighed, endte valget med at falde på Kasper Bech Holten.

Hovedpersonen selv vil ikke sige noget om forløbet, der altså førte til, at han orienterede sin chef, statsministeren, om, at han var på vej ud af vagten.

»Det er altid flatterende at blive nævnt i sådan en sammenhæng, men principielt kommenterer jeg aldrig den slags,« siger han til Weekendavisen.

Lige så ordknap er Lisbeth Knudsen.

»Jeg har altid lagt vægt på, at hvis man er kompetent, skal man kunne søge en stilling uden at risikere, at det bliver offentliggjort,« siger hun.

Danmarks uddannelses- og forskningsminister hedder altså stadig Søren Pind.