Mens S-regeringen forhandler med Venstre om en omfattende reform af kommunernes økonomi, slår en mail skår i tilliden mellem de to partier.

Det skriver Jyllands-Posten.

En mail, som avisen har, viser, at Socialdemokratiet under forhandlingerne har planlagt et 'angreb på Venstre'.

Eksempelvis skal finansministerens personlige rådgiver finde 'historier på Venstre (...) på baggrund af svar fra forhandlinger og andet,' står der ifølge avisen i mailen.

Den interne mail er sendt fra partiets politik- og presseafdeling (AIA) til en række centrale partiansatte, spindoktorer og ordførere.

Indsatsen skal ifølge mailen koordineres mellem Stats-, Finans-, Social- og Indenrigsministeriet samt AIA.

Planerne fra regeringen har skabt forargelse hos Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, der fortæller, at partiets tillid til Socialdemokratiet er nær nulpunktet.

Desuden kræver Venstre på trods af tidspres for at vedtage en udligningsreform kræver, at forhandlingerne sættes på pause. Der var indkaldt til forhandlinger igen søndag aften.

»Nu er vi jo nødt til at vide, om regeringen rent faktisk ønsker en aftale. Det er statsministeren nødt til at svare på.«

»Vi kan jo se, at det ikke alene foregår i partikontoret hos S, men også i samarbejde med blandet andet Statsministeriet. Så er Mette Frederiksen jo dybt involveret,« siger Løhde til Jyllands-Posten.

Mailen er sendt, næsten samtidig med at finansminister Nicolai Wammen (S) og indenrigsminister Astrid Krag (S) fredag opfordrede til, at al 'Christiansborg-fnidderen' stoppede.

I Socialdemokratiet mener finansordfører Christian Rabjerg da heller ikke, at tilliden til Venstre er brudt. Han håber stadig, at der lander en bred aftale.

»Der er ingen grund til at være nervøse for, at vi kunne finde på at kompromittere den fortrolighed, der selvfølgelig skal være.«

»Den interne mail er holdt i et kontant sprog og udtrykker sig på en anden måde, end man normalt ville. Hvis nogen føler sig stødt, skal jeg være den første til at beklage,« siger han til avisen.

/ritzau/