En donation på 50.000 kroner kan få mange partier til at hoppe af glæde – også selvom den er hemmelig og anonym.

Men ifølge danske regler er det ikke lovligt for partier og politikere at modtage anonyme donationer, som overstiger 22.200 kroner.

I en lang række skjulte optagelser afslører Frihedsbrevet, hvordan politikere og partifolk i vid udstrækning er villige til at omgå reglerne for at få en hemmelig donation på 50.000 kroner i partikassen.

Frihedsbrevet har fået den bedrageridømte virksomhedsejer Mads Grønlund Dinesen, bedre kendt som 'Champagnedrengen', til at være den anonyme bidragyder, som gerne vil donere 50.000 kroner.

Og med opkaldet giver politikere og partifolk på forskellig vis udtryk for, at de er åbne over for at omgå reglerne, så de kan få en donation på 50.000 kroner, og samtidig kan Mads Dinesen være anonym.

Nogle rådgiver endda direkte i, hvordan det kan gøres.

For Morten Broberg, der er juraprofessor ved Københavns Universitet, er der ikke tvivl om, at eksemplerne samlet set er en omgåelse af loven.

»Når kandidater til Folketinget eller deres assistenter selv direkte foreslår, at en og samme donor sender penge via forskellige kanaler for derved at skjule, at der netop er tale om en og samme donor, så er der efter min opfattelse tale om omgåelse af reglerne. Og det må under alle omstændigheder være i strid med lovens intentioner,« siger Morten Broberg.

Frihedsbrevet har snakket med de forskellige partier omkring de svar, som Frihedsbrevet har fået i forbindelse med deres forsøg på at give donationen.

Når man konfronterer Rasmus Prehns (S) bagland med udtalelserne, siger han, at han fik sagt noget 'forkert' i første omgang.

Da Frihedsbrevet senere ringer og spørger, hvorfor vejleder i at omgå reglerne, svarer de, at de er overbevist om, at Dinesen er blevet rådgivet inden for reglerne. Konservatives generalsekretær, Søren Vandsø, skriver yderligere, at man i en skriftlig kommentar vil indskærpe reglerne en ekstra gang, så det ikke sker igen.

Frihedsbrevet har efterfølgende konfronteret Dansk Folkeparti, er det pludseligt dem, som vil sætte en stopper for snyd. De forklarer, at det var en test af Mads Dinesen.

»Vi ville lokke ham ud af busken for at se, om han fortsætter sin svindelkarriere. Og det gør han,« lyder det fra DF's Alex Ahrendtsen.

Da Frihedsbrevet senere har snakket med en kandidat fra Liberal Alliance, svarer han i skriftligt svar, at han ikke har forsøgt at omgå reglerne.

SFs kampagnemedarbejderen, som foreslog at splitte beløbet op i bidder, så det fortsat kunne være anonymt svarer, at han ikke er med til at skjule informationer.

Nye Borgerlige vil gennemgå alle regnskaber, siden partiet kom i Folketinget, for at dobbelttjekke, om der er brud på loven. To dage efter at have vejledt om at omgå reglerne skriver partiet en sms til Mads Dinesen, hvor de oplyser, at man alligevel ikke ønsker hans donation.

Du kan se videoen fra Frihedsbrevet øverst i artiklen.

Andre læser også