Jon Stephensen blev i 2023 tilbudt et stort pengebeløb for at droppe sit mandat i Folketinget.
Det hævder anonyme kilder over for Berlingske og i en ny bog med titlen 'Nu skal det handle om noget', der udkommer 26. juni.
I bogen bekræfter daværende medlem af hovedbestyrelsen Carsten Damgaard Møller beløbet:
»Det var mig, der regnede mig frem til, at det da godt kunne betale sig, og så foreslog jeg – halvt i spøg – at man tilbød Jon en million,« siger han i bogen ifølge Berlingske.
Over for Berlingske fastholder han sine citater fra bogen.
Derudover har Berlingske fået bekræftet milliontilbuddet af to uafhængige kilder, ifølge mediet selv.
Den nye bog er skrevet af journalist Jakob Kanne Bjerregaard og tidligere partimedarbejder Pia Møller Søe.
Sidstnævnte er desuden ekskone til medstifter af Moderaterne Jeppe Søe.
Netop Jeppe Søe meldte sig ud af Moderaterne i 2024 i kølvandet på B.T.s afsløringer om uro på de indre partilinjer og uenighed med partiformand Lars Løkke Rasmussen.
Jeppe Søe siger til Berlingske, at han af kilder har fået bekræftet Moderaternes milliontilbud til Jon Stephensen. Søe vil ikke oplyse, hvem disse kilder er.
Historien om det påståede beløb til Jon Stephensen kommer frem samme uge som Lars Løkke Rasmussen, formand for Moderaterne, har trukket overskrifter i Mike Fonseca-sagen.
Her fik sidstnævnte tilbudt 370.000 kr. for at forlade Folketinget og overlade sit mandat til en suppleant. Det har Frihedsbrevet afsløret.
Tilbage i sommeren 2023 kom daværende medlem af Folketinget for Moderaterne Jon Stephensen i mediernes søgelys for at sende upassende beskeder til en daværende 19-årig kvinde.
Kvinden var medlem af partiets ungdomsafdeling.
Ifølge den nye bog var det i forlængelse af netop den sag, at Moderaterne forsøgte at købe hans mandat, skriver Berlingske.
Over for Berlingske ønsker Jon Stephensen ikke at bekræfte, at tilbuddet blev fremsat.
Moderaternes partisekretær, Britt Bager, fremfører i en skriftlig kommentar til Berlingske generel kritik af bogen, herunder brugen af anonyme kilder.
Samtidig i kommentaren afviser hun ikke direkte, at tilbuddet er blevet fremsat.
Torsdag aften har det ikke været muligt for B.T. selv at genenmgå bogen.
