Det kan være et problem at få passet sine børn, hvis man som forælder samtidig skal passe et job i aftentimerne.

Derfor foreslår regeringen ifølge Jyllands-Posten, at forældre, der begge har skæve arbejdstider, får ret til et særligt kombinationstilbud.

Barnet skal gå i børnehave på deltid, mens kommunen udbetaler penge til en privat babysitter i aftentimerne.

»At forlænge åbningstiden er ikke en løsning, som passer alle, så derfor tilbyder vi øget fleksibilitet med denne ordning, der også retter sig mod enlige forsørgere,« siger børne- og socialminister Mai Mercado (K) til Jyllands-Posten.

Socialdemokratiets børneordfører, Anne Halsboe-Jørgensen, efterlyser også bedre pasningstilbud, men er skeptisk over for at give tilskud til privat børnepasning.

»Vi ser hellere, at man investerer i kerneydelsen, så daginstitutionerne i højere grad kan dække forældrenes behov,« siger hun.

Forslaget er en del af en række forslag om en modernisering af dagtilbud, som regeringen fremlægger torsdag. Samlet vil de nye tiltag koste 580 millioner kroner.

Ifølge Ritzau vil regeringen også spille ud med et forslag om flere pædagoger. Det er omkring 100 institutioner, som har flest udsatte børn, der skal have flere uddannede pædagoger.

Regeringen vil sætte 45 millioner kroner af i 2018 og 83 millioner kroner årligt fra 2019 og frem. Formålet med pengene er tidligt at forebygge, at børnene senere får sociale og læringsmæssige problemer.

/ritzau/