Jon Stephensen og Moderaterne fik langtfra en drømmeafslutning på deres samarbejde, da politikeren blev hældt ud af partiet for snart to år siden.
Stephensen forlod Moderaterne efter en række sager, der blandt andet omhandlede upassende sms'er til et kvindeligt medlem af Unge Moderater, der på daværende tidspunkt var 19 år.
Men nu vil Jon Stephensen ifølge TV 2 kunne deltage på Moderaternes gruppemøder, og mediet skriver, at parterne står over for »et langt mere omfattende politisk samarbejde.«
Grunden hertil er, at regeringens flertal er så skrøbeligt, at man ønsker at have Jon Stephensen tæt på sig for at styrke det parlamentariske grundlag.
Ifølge TV 2 står han dog ikke over for at blive lukket ind i Moderaterne igen. Derfor vil han være med til at diskutere partiets strategi og linje – uden selv at være medlem.
Aftalen er ret usædvanlig, da partiernes gruppemøder er noget, der holdes strengt internt.
Han har i forvejen indgået en stemmeaftale med regeringen, der i praksis betyder, at regeringen kan regne med hans mandat på trods af, at han er løsgænger.
Jon Stephensen blev også beskyldt for at have forfalsket en underskrift i sin tid som teaterchef, hvilket også bidrog til, at han forlod Moderaterne i sommeren 2023.
I kølvandet på sagerne erklærede Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen, at Jon Stephensen ingen fremtid havde i partiet.
Det kan du læse mere om her.
B.T. arbejder på at få en kommentar fra Jon Stephensen og Lars Løkke Rasmussen.
