Der skulle i den grad knokles igennem i Klimaministeriet, da ministeren hed Dan Jørgensen (S).

Det skriver Zetland, der kan fortælle, at de menige embedsmænd, under hans ledelse i ministeriet, på et år havde 23.735 overarbejdstimer.

Det svarer til, at hver eneste ansatte arbejdede 13 måneder i stedet for 12 om året.

Zetland har set et talepapir fra 2020. I talen hyldede Dan Jørgensen medarbejderne for deres indsats og opfordrede dem til at knokle endnu hårdere.

Flere af dem som overværede talen kalder den for 'tonedøv' og 'arrogant', og de retter samtidigt hårdt skyts mod Jørgensen, som de beskylder for at pleje sit eget image og komme med urealistiske klimamål.

Dan Jørgensen har ikke ønsket at lade sig interviewe af Zetland, men han har sendt en mail til mediet.

Heri skriver han:

»Når jeg talte til eller med embedsmænd i den tid, var det aldrig med andre intentioner end at anerkende deres store arbejdsindsats og dygtighed.«

At forholdene i Klimaministeriet ikke blot skulle være fortid, viser en trivselsmåling fra 2022, som Zetland har fået fat i.

Den viser, at hver tredje kontorchef i ministeriet mener, at arbejdspresset er på et uholdbart niveau.

Det har tidligere i år været fremme, at cirka hver fjerde medarbejder hvert år forlader Klimaministeriet.