Folketingsmedlemmet, som Nye Borgerlige ifølge flere medier har hvervet, er den tidligere skandaleramte Moderaterne-politiker Mike Fonseca.

Det skriver Jyllands-Posten.

I november 2023 blev Fonseca smidt ud af Moderaterne, efter det kom frem, at han var kærester med en pige på dengang 15 år.

Det var i strid med partiets adfærdskodeks, og formand Lars Løkke Rasmussen så ingen anden udvej end at ekskludere ham fra partiet.

Siden har Fonseca været løsgænger i Folketinget.

Fonseca hyres formentlig ind af Nye Borgerlige for at sikre partiet en plads i Folketinget ved folketingsvalget, som er lige på trapperne.

Det kræver 20.195 vælgererklæringer at få lov til at stille op til et folketingsvalg, og Nye Borgerlige har aktuelt 591 af slagsen.

Det ser dog ifølge Jyllands-Posten svært ud at realisere den drøm.

Nye Borgerlige hæfter sig angiveligt ved folketingsvalglovens paragraf 11, hvor der står, at partier, 'der ved sidste folketingsvalg har opnået repræsentation i Folketinget og fortsat er repræsenteret i dette, har ret til at deltage i folketingsvalg.'

Jyllands-Posten har dog fået indsigt i et svar fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som afviser det halmstrå, som partiet klamrer sig til:

»Et medlem af Folketinget, der var opstillet for et andet parti ved det seneste valg, ikke ved at skifte til Nye Borgerlige kan gøre partiet opstillingsberettiget igen,« skriver ministeriet angiveligt.

Som det står nu har Nye Borgerlige ingen folketingsmedlemmer og er ikke opstillingsberettiget til Folketinget.

Ved folketingsvalget i 2022 blev Nye Borgerlige valgt ind i Folketinget med seks mandater.

Siden er alle seks dog skredet fra partiet, og den nu tidligere formand Pernille Vermund (LA) forsøgte at få partiet helt opløst.

Mike Fonseca præsenteres angiveligt officielt som medlem af Nye Borgerlige på et pressemøde torsdag.