'Grønlænderne var rasende, danskerne var rystede'.
Sådan skriver DR om et angiveligt kaotisk video-møde tirsdag mellem danske og grønlandske politikere - og det skal tages alvorligt, lyder det fra Henrik Qvortrup.
USA har som bekendt lagt fornyet pres på Danmark, efter præsident Donald Trump igen er begyndt at tale om at overtage Grønland.
Derfor indkaldte formand for Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, Christian Friis Bach, tirsdag danske og grønlandske politikere til et stort fælles videomøde for at få talt situationen igennem og undgå splid.
Men det udviklede sig ifølge DR til en kaotisk, kritisk og konfrontatorisk omgang.
Mediet har talt med en lang række mødedeltagere, der fortæller, hvordan de danske politikere angiveligt skulle have fået de grønlandske frustrationer at mærke.

Ifølge DR skulle formanden for Grønlands Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske udvalg, Pipaluk Lynge, have været rasende over at ikke at blive inviteret med til et andet møde med Lars Løkke Rasmussen og Troels Lund Poulsen om 'Kongerigets forhold til USA'.
DR skriver, at danskerne blandt andet blev beskyldt for at have en nykolonialistisk tilgang til hele processen, og at der blev argumenteret for, at man nu selv vil søge dialog med USA udenom Danmark.
B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup vurderer, at de danske politikere lige nu kæmper på to fronter.
»På den ene side er der helt oplagt Trump og USA. Samtidig er der også nogle grønlændere, der måske synes, at det hele var meget bedre, hvis Danmark blandede sig uden om. At de nok selv skal få sat tingene på plads.«

Henrik Qvortrup fortsætter:
»Man kan også fornemme det, når Mette Frederiksen udtaler sig. Hun er hele tiden opmærksom på at sige, at grønlænderne skal involveres. Det skal de selvfølgelig også, men der er nok også mange i Danmark, der føler, at vi med Grønland spiller med en lidt usikker makker.«
Han tilføjer:
»Når de så oplever det, de angiveligt ifølge DR har oplevet på mødet, tror jeg, de bliver bekræftet i, at der er et dobbeltspil i en forstand.«
Hvor alvorligt bør de danske politikere tage en eventuel utilfredshed fra grønlandsk side?
»Meget alvorligt. Jo, mere utilfredse grønlænderne er, desto mere er de til fals for ultimativt et godt tilbud fra Washington.«
Henrik Qvortrup tilføjer:
»Det der er skrækscenariet for den danske regering er, at der pludselig bliver 'viftet' med nogle meget store dollarsedler om næsen på grønlænderne, og de så tænker, at det ikke er så tosset en ide.«
Det grønlandske folketingsmedlem Aaja Chemnitz, vil ikke udtale sig konkret om tirsdagens møde til DR, men siger, at den uenighed, der måtte være, skal der styr på hurtigst muligt.
Christian Friis Bach, vil heller ikke berette fra mødet, men understreger, at han lytter til frustrationerne og vil sikre bedre kommunikation fremover.
