Det bliver, som Lars Boje Mathiesen vil have det. Punktum.
Sådan fremgår det angiveligt af et hidtil hemmeligholdt regelsæt for folketingsmedlemmerne i Borgernes Parti – som Ekstra Bladet nu er kommet i besiddelse af.
Ifølge mediet betyder formuleringerne i dokumentet således, at partiformanden, altså Lars Boje Mathiesen, har fuldkommen vetoret, hvis der skulle opstå uenighed.
Det skulle gælde både i forhold internt i folketingsgruppen, og hvis der skal foretages ændringer i forretningsordenen.
Regelsættet er ifølge Ekstra Bladet underskrevet 25. marts, altså dagen efter valget, af de fire daværende folketingsmedlemmer fra Borgernes Parti.
I dag er der dog kun to tilbage: Lars Boje Mathiesen og Nadja Natalie Isaksen.
I løbet af de mindre end to uger, der er gået siden valget, har både Jacob Harris og Emilie Schytte Pedersen forladt partiet.
Sidstnævnte har så sent som denne mandag kritiseret netop opbygningen af Borgernes Parti og givet det som begrundelse for, at hun har valgt at blive løsgænger i stedet.
»Det skyldes måden hvorpå den politiske magt i dag er organiseret i partiet og reelt forvaltes på,« lyder det fra Emilie Schytte Pedersen i en udmelding.
Hun kritiserer videre direkte Lars Boje Mathiesen næsten enevældige magt:
»Derfor er det ødelæggende for demokratiet, når væsentlige politiske beslutninger, som for eksempel ekskluderinger, bliver truffet på stående fod af enkeltpersoner i folketingsgruppen og ikkedemokratisk valgte personer i partiet.«
Over for Ekstra Bladet siger valgforsker Roger Buch fra DJMX, at Lars Boje Mathiesens vetoret over for nærmest alt står 'fuldstændig i modsætning til den retorik og de diskurser og fortællinger, som partiet er bygget op på ude i offentligheden'.
Altså at Borgernes Parti er sat i verden for netop at bekæmpe systemet og fastlåste strukturer.

