Løkke afviste fredag Kristian Jensens forslag om, at de to skulle trække sig sammen, skriver Ekstra Bladet.

Kristian Jensen gentog på møde i Venstres forretningsudvalg fredag aften, at han vil trække sig som partiets næstformand, hvis Lars Løkke trækker sig som formand.

Det beretter Ekstra Bladets politiske kommentator Henrik Qvotrup på baggrund af kilder, der var til stede på mødet.

Ekstra Bladet skriver, at Kristian Jensen ifølge kilderne tog ordet og erklærede, at han er klar til at trække sig som Venstres næstformand.

Men betingelsen er, at formand Lars Løkke Rasmussen skal samme vej, men det afviste Lars Løkke kategorisk.

Ifølge Henrik Qvortrup gik bølgerne højt på fredagens møde, og en kilde beskriver ifølge Ekstra Bladet mødet som det "mest dramatiske møde" vedkommende nogensinde har deltaget i.

Fredag erfarede TV2, at Kristian Jensen allerede søndag tilbød at trække sig fra sin post, hvis Lars Løkke også ville trække sig som formand. Det forslag har han altså gentaget ved fredagens møde.

Tilbuddet fra Jensen kom, efter at fire ud af fem regionsformænd i en mail til Venstres ledelse sidste lørdag havde krævet et ekstraordinært landsmøde for at diskutere fremtiden for Venstres ledelse.

Kort efter udsendte Løkke en video på Facebook. Her slog Løkke igen fast, at han agter at genopstille som formand. Og han indstillede til, at Venstres landsmøde blev fremrykket til at blive afholdt inden Folketingets åbning i oktober.

Venstre genoptog lørdag morgen mødet, der blev suspenderet fredag aften, i forretningsudvalget, hvor uroen i partiet den seneste tid har været til debat.

Klokken 10.00 ventes Venstres hovedbestyrelse at mødes. Her vil debatten om formandskabet fortsætte.

Forud for mødet, som afholdes på hotellet Comwell Kellers Park i Brejning lidt uden for Vejle, havde ingen af medlemmerne af forretningsudvalget nogen kommentarer.

Udvalget består af 24 medlemmer, er nedsat af hovedbestyrelsen og står for den daglige drift af partiet.

/ritzau/