Lyt til artiklen

Statsminister og tidligere fødevareminister står til at få en næse i sagen om aflivning af millioner af mink.

To af de mest centrale ministre bag beslutningen om at aflive millioner af mink står til at få kritik af et flertal i Folketinget.

Det oplyser flere kilder til netmediet Altinget.

Statsminister Mette Frederiksen (S) står til at få en næse, som er en politisk anmærkning. Også tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S), som trak sig på grund af sagen, står til at få en næse og kritik.

På et pressemøde i november 2020 meddelte de, at alle danske mink skulle aflives grundet frygt for mutation af coronavirus i mink. Der var dog ikke grundlag i loven for at kræve det.

Kritikken ventes at blive tildelt på et møde tirsdag morgen, efter at Minkkommissionen i sidste uge kom med sin sønderlemmende beretning om sagen med hård kritik af ministre og embedsmænd.

Bag beslutningen står et rødt flertal i form af Enhedslisten, SF, De Radikale og Socialdemokratiet selv.

På den måde lægger Mogens Jensen og Mette Frederiksen selv mandat til kritikken og til næserne, hvilket er en sjældenhed.

Minkkommissionen skriver i sin beretning, at Mette Frederiksens udmeldinger på et pressemøde om aflivning af mink "objektivt set var groft vildledende".

Statsministeren var dog ikke klar over, at det var ulovligt at kræve alle mink aflivet, konkluderede kommissionen.

Samme konklusion når kommissionen frem til i gennemgangen af Mogens Jensens handlinger. Men den daværende minister har talt usandt over for Folketinget, fremgår det af beretningen.

I alt fire nuværende og forhenværende ministre har modtaget kritik af Minkkommissionen. De har fået en måned til at komme med høringssvar efter offentliggørelsen.

Men ifølge Altingets oplysninger har ingen af dem ønsket at indgive høringssvar. Dermed kan et Folketingets granskningsudvalg allerede tirsdag blive enig om en kritik af to af ministrene.

Således kan det se ud til, at den parlamentariske konsekvens bliver, at Mogens Jensen trak sig og får en næse, og at Mette Frederiksen får en næse.

De Radikale har krævet, at Mette Frederiksen senest inden Folketingets åbning i oktober udskriver valg. Ellers trækker partiet støtten.

Hvorvidt statsministeren vil tage konsekvensen af truslen om mistillid, har hun endnu ikke løftet sløret for.

- Jeg lytter selvsagt til, hvad partierne siger i Folketinget, og selvfølgelig ikke mindst vores parlamentariske grundlag. Men når det kommer til, hvornår der udskrives valg, så har jeg ingen kommentarer til det, sagde hun søndag til TV 2.

/ritzau/