Børn blev smuglet ud af lejre i Syrien og fik militant træning, skriver avis på baggrund af FE-kilder.

Regeringen blev i september advaret af Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) om, at Islamisk Stat (IS) det seneste år har smuglet 30 børn ud fra lejrene al-Hol og al-Roj i Syrien.

Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af kilder hos FE.

FE har i rapporter flere gange offentligt advaret om risikoen for radikalisering i lejrene, hvor der også sidder danske børn.

I september sidste år skal Udenrigsministeriet, Justitsministeriet, Forsvarsministeriet og Statsministeriet ifølge Ekstra Bladets oplysninger være blevet orienteret om den konkrete sag.

I den havde FE fået informationer fra en samarbejdspartner om flere børn, der var blevet smuglet ud af lejrene.

FE havde ifølge avisen ikke informationer om, at der var danske børn blandt de 30, som var blevet smuglet ud af Islamisk Stat.

De skulle angiveligt være børn af nordafrikanske og franske fremmedkrigere.

Børnene, som var ned til 13 år gamle, var blevet smuglet ud af lejrene af IS, som herefter har givet dem militant træning med henblik på at udføre angreb i deres hjemlande. Sådan lød det ifølge Ekstra Bladet i orienteringen.

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) og statsminister Mette Frederiksen (S) har ikke ønsket at udtale sig til avisen om sagen. Det har FE heller ikke.

Regeringens støttepartier - Radikale Venstre, SF og Enhedslisten - kritiserer regeringen efter de seneste oplysninger.

Enhedslisten har kaldt udenrigsminister Jeppe Kofod og forsvarsminister Trine Bramsen (S) i samråd.

- Det er oplysninger, som har offentlighedens interesse, og det burde Folketinget have været orienteret om, så det skal vi til bunds i nu. Hvis de har tilbageholdt så væsentlige oplysninger, er det meget alvorligt, siger retsordfører Rosa Lund (EL) til Ekstra Bladet.

Statsminister Mette Frederiksen har mange gange sagt, at regeringen ikke vil hente danske børn hjem fra fangelejre i Syrien.

Ifølge Ekstra Bladet er Udenrigsministeriets seneste tal, at der er 19 danske børn i lejrene.

/ritzau/